Billede beskrivelse

Morten starter nyt loppemarked: - Jeg håber på et stort og livligt fremmøde

25. oktober 2025 kl. 14.02

STORVORDE: Det er spritnyt - og det er for alle. 

Et nyt loppemarked slår i slutningen af november dørene op i Båndbyhallen i Storvorde. 

I spidsen for arrangementet står Morten Bengtsen, der i flere år har drevet loppemarkedet på Louise Plads i Aalborg. 

Han flyttede siden til Storvorde og stiftede familie her. 

- Efter jeg stiftede familie i Storvorde, ønskede jeg at starte et lokalt loppemarked i byen. Et loppemarked, hvor man både kan gøre et godt køb, rydde lidt op derhjemme og samtidig støtte et godt formål, fortæller han til Ligeher.nu. 

Han tilføjer, at det er et ønske, at "Storvorde Loppemarked bliver et hyggeligt samlingspunkt i byen". 

- Det skal kombinere det sociale og bæredygtige ved et loppemarked med noget, der gavner lokalsamfundet, tilføjer Morten Bengtsen. 

Billede beskrivelse

Tæt på udsolgt

Der er udbudt 80 stande til salg til det forestående loppemarked, og der er faktisk allerede tæt på at være udsolgt, fortæller arrangøren. 

- Jeg håber på et stort og livligt fremmøde, gerne flere hundrede besøgende i løbet af dagen. Målet er, at folk tager det til sig som en hyggelig tradition, man glæder sig til år efter år, siger Morten Bengtsen. 

På loppemarkedet vil man kunne finde alt fra vintage- og retrosager til møbler, samlinger, brugsgenstande, tøj og nips. 

Hele overskuddet fra afviklingen af loppemarkedet går til den lokale FDF-gruppe, FDF Storvorde-Sejlflod.

- Det præcise beløb afhænger naturligvis af, hvor mange stande der bliver solgt, men jeg håber på at kunne donere et pænt beløb, der kan gøre en reel forskel for deres aktiviteter og fællesskab, siger Morten Bengtsen, der håber på "at indsamle omkring 25-30.000 kroner". 

Det er tilsvarende tanken fremover, at lignende overskud fra Storvorde-loppemarkedet skal gå til lokale, velgørende formål. 

Loppemarkedet finder sted kl. 10-15 søndag 23. november. 

Du finder mere information om loppemarkedet i Facebook-begivenheden her

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste