Mød verdens bedste Nikolaj i Musikkens Hus
AALBORG: Han er manden bag nogle af de største øjeblikke i dansk idrætshistorie.
Tirsdag 3. marts får aalborgenserne en enestående mulighed for at komme helt tæt på Nikolaj Jacobsen, når landstræneren for de danske håndboldherrer gæster byen.
Det sker med et personligt og inspirerende foredrag i Musikkens Hus.
Nikolaj Jacobsen har skrevet sig ind i håndboldhistorien med sine enestående resultater og sin markante personlighed.
Som landstræner har han ført Danmark helt til tops med fire verdensmesterskaber, OL-guld og senest også en EM-titel.
Vejen til succes var ikke lige
Selvom håndbold altid har fyldt meget i Nikolaj Jacobsens liv, var vejen til toppen langt fra givet.
Gennem barndommen hørte han fortællingerne om det danske VM-sølv i 1967, men som aktiv spiller nåede han aldrig selv i nærheden af en VM-medalje.
En karriere præget af skader satte en stopper for drømmen på banen.
I stedet valgte han trænervejen, og her lykkedes det for alvor. Med kompromisløs tilgang, mod til at udfordre det bestående og en stærk forståelse for mennesker har Nikolaj Jacobsen skabt et vinderhold, der gang på gang har begejstret en hel nation.
Mere end taktik og titler
Ved foredraget i Musikkens Hus giver Nikolaj Jacobsen et sjældent indblik i sit arbejde som landstræner.
Han fortæller åbent om de menneskelige greb og om de psykologiske mekanismer, han bruger for at få sine spillere til at præstere.
Med humor og selvironi deler han underholdende anekdoter fra omklædningsrummet og forklarer, hvorfor han flere gange har valgt at gå imod de konventionelle løsninger.
For der findes altid andre veje – også når presset er størst.
Nikolaj Jacobsen hævder ikke at have alle svarene. Men han ved, hvad der virker, når stærke individualister skal fungere som én samlet enhed.
Og netop derfor kaldes han af mange for Verdens Bedste Nikolaj.