Lys i mørket på Budolfi Plads
Onsdag aften viste sig som december-aftener er flest - mørk og våd.
Og for cyklister uden ordentligt lys var det en af de aftener, hvor risikoen var stor for at blive overset i trafikken. På Budolfi Plads i hjertet af Aalborg var der dog lys i mørket.
Her havde Cyklistforbundet indfundet sig med en venligt løftet pegefinger og en påmindelse til forbipasserende om vigtigheden af synlighed i trafikken. Repræsentanter fra den lokale afdeling var på plads med nyttig info om cykellygter, reflekser og 2-hjulet færdsel i mørket. Det hele foregik under overskriften “Mød op i mørket og bliv oplyst i trafikken”.
Gratis synstest og gode råd om nedblænding
Med på sidelinjen var også René Hansen fra Aalborg BikeZone. Han havde medbragt et udvalg af moderne cykellygter, ligesom han bød ind med orientering om montage og anvendelse.
Derudover var formanden for Aalborg/Nørresundby Kørelærerforening, Jacob Myrhøj til stede med blandt andet info om nedblænding. Han gav også gode råd om, hvordan cyklister og bilister passerer hinanden i sikker stil.
Endelig deltog repræsentanter fra optikerkæden Louis Nielsen. Her var der gratis synstest på en aften, hvor man ligeledes kunne blive klogere på sammenhængen mellem øjne og færdsel i trafikken.
- Det er ingen hemmelighed, at det er en farlig tid på året for cyklister, lyder det fra forperson hos Cyklistforbundet Aalborg, Mike White. - Vores fokus er at gøre både cyklister og bilister bevidste om farerne. Faktisk er det her et pilotprojekt, som vi i Aalborg-afdelingen har lanceret. Dansk Cyklistforbund har grebet idéen og fremover kommer der flere lignende tiltag andre steder i landet, tilføjer Mike White.
Lygterne er blevet bedre
Formanden erkender dog, at vejret ikke just var optimalt til onsdagens event i Aalborg. - Det er svært at få folk til at standse op og lytte, når det regner. Omvendt er det jo netop et vejr som dette, hvor det er allervigtigst med ordentligt lys.
Og de forbipasserende vi får i tale, er der også som oftest både forstående og interesserede i at vide mere. Det er positivt, fastslår formanden.
Han hæfter sig i øvrigt ved, at cykellygter de senere år er har udviklet sig i en markant bedre retning.
- Lygterne er blevet kraftigere. Nu lyser mange af dem faktisk så meget, at cyklister risikerer at blænde deres modkørende. Det problem forsøger vi også at sætte fokus på, fortæller Mike White.
En undersøgelse foretaget af Rådet for Sikker Trafik og Kantar Public viste i 2022, at næsten hver tredje voksne cyklist dengang jævnligt cyklede uden lys, mens det var mørkt.