Lasse Rimmer stiller spørgsmål i AKKC
AALBORG: Lasse Rimmer er klar til at indtage Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) med sit helt nye onemanshow lørdag den 4. oktober.
Det fortæller AKKC.
Showet har et højaktuelt fokus, hvor han stiller sig selv og publikum spørgsmål om verden og dens tilstand. Kan man virkelig leve en eneste dag uden at opleve et øjeblik, hvor verden får én til at tænke: "Virkelig?" Det kan Lasse Rimmer ikke. Ikke længere. Og det får han masser af underholdning ud af!
Verden virker simpelthen ikke til at være til at stole på længere. Derfor drager Lasse Rimmer ud på en ny Danmarksturné, hvor han besvarer en vrimmel af spørgsmål om alt fra samfundets tilstand til personlig refleksion.
Heldigvis kommer han også forbi Aalborg, hvor han går på scenen i AKKC’s Fakultet lørdag den 4. oktober kl. 19.00.
Nyt show fyldt med spørgsmål
Hvor blev nazisterne af? Er de mon gemt væk på genbrugspladsen eller i hundegårde? Hvorfor er det egentlig lidt sundt for børn, at deres forældre lyver for dem? Hvorfor er mænds sexliv mere som Lalandia, mens kvinders minder om en luksus-safari? Hvordan føles det, at de sidste tre kærester, Lasse har haft, i virkeligheden har været den samme kvinde? Kan man overhovedet finde et fredeligt hjørne for sig selv i en verden, hvor alle kigger på alle, og alle åbenbart gerne vil kigges på? Er det nogle af de spørgsmål, der virkelig kræver svar? Virkelig?
Det er mange år siden, at Lasse Rimmer sidst var på turné, så publikum kan glæde sig til et show fyldt med hans karakteristiske humor og skarpe observationer. Det er hans sjette onemanshow i rækken, og han lover masser af grin.
Lasse Rimmer fortæller selv om showet:
- Det er fem år siden, jeg sidst var ude med et solo-show, så der er blevet sparet op til denne gang! Det her bliver et show pakket med grin. En orkan af jokes, en tornado af latter, en stiv kuling af komik. Virkelig!
Hele Danmarks Stormester-dommer
I 2012 blev Lasse Rimmer nomineret til prisen som Årets Komiker ved Zulu Comedy Galla for solo-showet ‘Komiker’, og han gentog bedriften i 2019 med showet ‘Færre end Tre’.
I juni 2024 vandt Lasse Rimmer Prime Video’s ‘Roasted - Verdens Sjoveste Ferie’, hvor han deltog sammen med Tobias Dybvad, Mikkel Klint Thorius, Simon Talbot og Ane Høgsberg.
Siden 2015 har Lasse Rimmer haft dommerrollen i TV2s ‘Stormester’ med enorm succes.