Langkilde og Lundgaard byder på liv, latter og lune
AALBORG: Onsdag den 17. september inviterer TV-vært Johannes Langkilde og musiker Jesper Lundgaard til en helt særlig aften i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC). Her blandes musikalske perler med varme anekdoter og ærlige fortællinger fra to spændende livsrejser.
Det fortæller AKKC i en pressemeddelelse.
Det er måske svært at forestille sig, at Jesper Lundgaard engang var på vej mod en karriere som speditør – eller at Johannes Langkilde først drømte om politiets uniform, før han fandt sin plads på TV-skærmen.
Trods deres forskellige baggrunde har de to dannet et stærkt venskab, bygget på kærlighed til musikken, livets mange refleksioner og en fælles overbevisning om, at humor og varme er nøglen til et lettere sind.
Menneskene & musikken – mere end en koncert
Deres fælles show "Menneskene & musikken – mere end en koncert" er en nærværende oplevelse, hvor intimkoncert, talkshow og foredrag smelter sammen. Publikum kan se frem til en aften med både grin, genkendelse og god musik – den slags oplevelse, der kan lyse selv den mest grå hverdag op.
Gennem fortællinger om omveje, tilfældigheder og livslange venskaber deles små og store øjeblikke fra to af landets mest folkekære personligheder – altid med et glimt i øjet og ærlighed i stemmen.
For dem, der søger lidt ekstra efterårsglød og livsmod, er Fakultetet i AKKC kl. 19.00 stedet at være.
Gratis transport med i billetten
Alle gæster til AKKC’s kulturoplevelser kan benytte NT’s busser og NJ’s tog gratis i hele Region Nordjylland.
Det kræver blot en billet fra NTbillet.dk og en gyldig kode fra Ticketmaster.
Dermed bliver det let at tage del i en aften med musik, nærvær og varme – uanset hvor i regionen man kommer fra.