Kunsten fejrer fødselsdag med fri entré og gratis kage
Hip hip hurraaaa!
Onsdag den 4. juni bliver der pyntet op til fødselsdagsfest på Kunsten i Aalborg.
Museet fylder år og fejrer dagen med fri entré, gratis fødselsdagskage og kreative aktiviteter.
Det oplyser Kunsten på deres hjemmeside.
Fødselsdag for alle
Uanset om du er barn eller voksen, førstegangsbesøgende eller trofast stamgæst, er du velkommen til at tage del i festlighederne.
Kunsten sørger for en dag, hvor kreativiteten får frit spil, og hvor der er noget for både øjne, ører og smagsløg.
Dagens program byder blandt andet på åbent i det kreative værksted Kunst-Lab, guidede ture i museets udstillinger og dokumentarfilm i auditoriet, der tager dig med på en historisk tidsrejse. Du kan også gå på opdagelse blandt farverige plakater til plakatudsalg.
Som en ekstra gave kommer unge talenter fra Aalborg Kulturskole forbi og fylder rummet med levende toner og festlig stemning.
Der er gratis adgang hele dagen, men du skal huske at tilmelde dig fejringen via Kunstens hjemmeside.