Kraftig blæst tvang Lyserød Lørdag indenfor
AALBORG: Regnen og blæsten gjorde det umuligt at gennemføre det planlagte udendørsarrangement i Aalborg lørdag.
Derfor måtte den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse rykke store dele af Lyserød Lørdag indenfor.
Salgsboder og børneunderholdning, som oprindeligt skulle være afviklet på Gabels Torv, blev flyttet til Nordkraft.
- Heldigvis kunne vi være her, siger indsamlingsleder Jytte Olesen.
- Nordkraft var så venlige at give os husly, for det var umuligt for os at opretholde arrangementet udendørs.
I Nordkraft var der i forvejen dans på programmet til fordel for sagen. Her havde omkring 130 kvinder forsamlet sig til blandt andet zumba under ledelse af frivillige instruktører.
Jytte Olesen takker for den brede opbakning fra både borgere og virksomheder. Den lokale støtte viste sig endnu en gang massiv – selv på en dag, hvor vejret spærrede for planerne.
I fjor sendte Aalborg cirka 300.000 kr. fra Lyserød Lørdag videre til Kræftens Bekæmpelse. Årets resultat er endnu ikke opgjort, men Jytte Olesen forventer ikke helt det samme resultat på grund af de nødvendige ændringer.
Det var 18. gang Kræftens Bekæmpelse i Aalborg var været ved Lyserød Lørdag.