Kendt fra TV: Nu kan ikonisk kolonihave blive din
På en grå regnvejrsdag lyser Anamariia Joulié Fragtrup op i den danmarkskendte haveforening Jørgen Berthelsens Minde i Aalborg.
Anamariia, kendt fra TV 2’s dokumentar Balladen om Kolonihaven, har tidligere nævnt, at hun overvejede at sælge sit elskede kolonihavehus – og nu er det blevet en realitet.
Det betyder, at det lille farvestrålende hus nu kan blive dit. Og i den anledning har LigeHer.nu Aalborg fået en eksklusiv rundvisning bag den gyldne låge i have nummer 61.
Sælger med vemod og glæde
Allerede i efteråret, da anden sæson af Balladen om Kolonihaven rullede over skærmen, kunne man læse i flere medier, at Anamariia havde besluttet sig for at sige farvel til den kendte haveforening, Jørgen Berthelsens Minde.
Men det er først nu, i denne uge, at huset officielt er kommet til salg.
– Det er virkelig med vemod, at jeg sælger min have, fortæller Anamariia med et smil, der røber både kærlighed og en smule sorg.
– Jeg elsker både stedet og de mennesker, jeg har mødt her. De er så specielle og unikke på hver deres måde. Det er et fantastisk, roligt fristed, og det er nok derfor, det har taget mig så lang tid at sætte huset til salg.
Men selvom det er en svær afsked, ligger der en glædelig grund bag salget.
– Det er jo, fordi jeg har fundet et nyt fritidsprojekt. Jeg kalder det mit klokkeblomst-sted. Det her er fint, men det andet sted kommer virkelig til at overgå det.
Anamariia har været så heldig at få fingrene i et nyt kolonihavehus tæt på vandet – en drøm, hun længe har haft.
Guld og gode minder
Anamariia købte kolonihaven i sommeren 2021 og har siden givet den sit helt personlige præg – blandt andet med en gylden endevæg og et guldkøkken.
– Jeg har formået at skabe dette sted præcis, som jeg ønskede, så jeg kommer helt sikkert til at savne både huset og haven – selvom jeg plejer at sige, at jeg ikke er det store havemenneske.
Når man køber et kolonihavehus, følger der ofte indbo med – og det er ingen undtagelse hos Anamariia.
– Der er så mange gode minder lige nøjagtigt her. Og de minder bliver ført med huset – blandt andet det her, fortæller Anamariia og hiver et billede frem fra dengang, Mette Frederiksen besøgte kolonihaveforeningen.
Er du den nye ejer?
Anamariias kolonihave ligger i Jørgen Berthelsens Minde i 9220 Aalborg og er sat til salg for 226.000 kroner plus løsøre.
Hvis du er fristet, skal du være opmærksom på, at der er bopælspligt i Aalborg Kommune.
Se med, når Anamariia viser sit kolonihavehus frem: