Billede beskrivelse

Kalkgrav danner ramme om spritny festival i landsby

18. maj 2025 kl. 11.00

Kunst og kultur får helt nye rammer, når festivalen Vox Live for første gang inviterer til kulturdag 24. maj.

Det sker i området omkring Vokslev Kalkgrav og Huul Mølle. 

Publikum kan se frem til en dag med fællessang, rytmisk musik, opera, klassiske toner, børneunderholdning - og koncert med Carl Emil Petersen. 

Festivalen er gratis og aktiverer alle sanser i et naturskønt landskab.

Kultur og natur

Vox Live bringer kulturoplevelser ud af storbyen og ind i naturen. 

Her møder publikum kunstneriske overraskelser i utraditionelle omgivelser - skabt til at bryde rammerne for, hvordan kultur kan opleves. 

Festivalen præsenterer et stærkt program med nye koncertformater, lokale kunstnere, børneaktiviteter og en hemmelig kunst- og musikrute midt i den nordjyske natur.

Dagen byder også på lokale smagsoplevelser og kreative indslag. 

Gæsterne kan smage ramsløgspesto og lokal vin, mens den lokale singer-songwriter Hjalte Ross optræder. 

Børn kan møde mytiske væsner fra området sammen med Havnefruen, mens generationer synger fællessang fra højskolesangbogen.

Fremhæve naturperler

Ifølge Leo Helmer, formand for Aalborg Kommunes landdistriktsråd og medstifter af Vox Live, er formålet "at fremhæve naturperler, som mange ikke kender til og samtidig tilbyde kulturoplevelser i topklasse udenfor storbyen".

Festivalen afsluttes med en koncert med Carl Emil Petersen. 

Når mørket falder på, tager publikum hjem fyldt med indtryk fra en dag, hvor kultur og natur smeltede sammen i Vokslevs uspolerede omgivelser.

Nærmere om programmet kan findes på eventets Facebook-begivenhed

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste