Ib Grønbech fejrer 40-års jubilæum på Skråen
Den legendariske nordjyske komiker og musiker Ib Grønbech har underholdt danskerne i fire årtier.
I 2025 markerer han sit 40-års kunstneriske jubilæum, og det fejres naturligvis med et festligt gensyn på Skråen i Aalborg den 26. november.
Det fortæller arrangørerne i et opslag på Facebook.
Det er nu næsten 40 år siden, han fik sit store gennembrud med debutalbummet "Så går tiden med det", der udkom i 1985.
Siden da er han blevet landskendt for sin karakteristiske stil, hvor han synger på vendelbomål og leverer humoristiske fortællinger med en underspillet, nordjysk charme.
Gennem årene har han opbygget et imponerende bagkatalog af sange, som stadig vækker glæde hos publikum.
Blandt de mest kendte numre er: "Hvorfor må jeg ikk' få Beatles-hår", "Anne-Lise", "Kys mig Conny", "Kom hjem bette Tage", "De lange underhylere", "Jeg har lige smidt læren i havnen", "Jeg har fået en trailer", "Containeren", "Si-lof-tu-jæh, jæh, jæh", "Der er rigtig, rigtig mange, der piller i næse, når de holder for rødt", "Peter lå i telt", "A tror, a er Elvis", "Bjarnes svendegilde" og mange flere.
Billetsalget er i gang, og billetter kan købes i Salling (Aalborg) og på Billetlugen.