Billede beskrivelse

I dag er der mindekoncert i Aalborg for Bendt Astrup

22. februar 2026 kl. 08.02

AALBORG: I dag søndag 22. februar kl. 15.00 inviterer NUT, Nordjyllands Unge Tonekunstnere, til en stemningsfuld mindekoncert for komponisten Bendt Astrup.

Han satte gennem det meste af sit 93-årige liv et markant præg på musiklivet i Nordjylland. 

Bendt Astrup gik bort i juli 2025, men hans musik lever videre.

Især vokalmusikken indtager en central plads i hans værkfortegnelse. 

Her findes strofiske sange og salmer, værker for solosang og kor samt kammermusik for forskellige besætninger og enkelte orkesterværker. 

Først som 60-årig anerkendte han sig selv som komponist - og herefter tog hans skaberkraft for alvor fart.

Billede beskrivelse

Det er netop vokalmusikken, NUT har valgt at sætte i fokus ved denne koncert. Værkerne fremføres af vokalensemblet Vox Nordic, som består af otte professionelle sangere. 

Ensemblet blev grundlagt i 2020 af dets tidligere dirigent, Solveig Brandt Særkjær Skovgaard, og arbejder med klassisk vokalmitteratur på højt kunstnerisk niveau.

Vox Nordic består af Marianne Heuer og Julie Vinkel (sopran), Diana Haugland Jensen (mezzosopran), Marie Keller Jönsson (alt), Morten Krogh Andersen og Jens Olav Heckmann (tenor), Thomas Rewes (baryton) samt Søren Ohlsen (basbaryton).

To fællessange

Publikum inviteres desuden til at deltage i to fællessange. 

Bendt Astrups sange findes blandt andet i Højskolesangbogen og i den nye salmebog, og begge genrer vil være repræsenteret ved koncerten. 

Den ene fællessang er hans tonesætning af Halfdan Rasmussens digt "Giv dem himlen tilbage", skrevet i anledning af Amnesty Internationals 20-års jubilæum i 1981 og tonesat af Astrup to år senere.

Billede beskrivelse

Koncerten byder også på en uropførelse. 

Musikken er skrevet særligt til denne anledning af Bendt Astrups søn, violinisten Jens Astrup. Siden 2019 har han – ud over sit virke som violinist, blandt andet i Aarhus Symfoniorkester – også arbejdet som komponist. 

Han betegner sig selv som autodidakt, men historien viser, at mange betydningsfulde værker er skabt af musikere, der fulgte trangen til selv at komponere. 

Til koncerten præsenteres hans tonesætninger af seks digte af Edith Södergran.

Publikum kan se frem til en varm og nærværende koncert med stærke musikalske oplevelser.

Koncerten finder sted i Byrådssalen i Nørresundby Gamle Rådhus. Adgang sker gennem biblioteket – husk sundhedskort. Der vil være guider til stede.

Billetpris er 125 kr.

Et medlemskab giver adgang til sæsonens koncerter og koster 200 kr. 

Unge under 18 år har gratis adgang.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste