Her er turnéplanen for Grøn 2026
NØRRESUNDBY: Sidste år var et rekordår for Grøn Koncert.
Næstved, Valby, Aarhus, Tårnby og Odense kunne melde udsolgt allerede på dagen, hvor billetterne blev sat til salg. I de efterfølgende uger fulgte Kolding, Esbjerg og Aalborg trop med udsolgte billetter.
Der er derfor med store forventninger til sommerens turné, at arrangørerne, Tuborg og Muskelsvindfonden, i dag kan afsløre årets turnéplan.
Grøn Koncert 2026 besøger otte byer fra den 16.-26. juli 2026.
Når Grøn Koncert til sommer indleder sin turné, bliver første stop Tårnby. Herefter kører karavanen videre til Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og slutter af i Valby. Se den fulde turnéplan og datoer herunder.
Alt overskuddet fra Grøn Koncert går som altid til Muskelsvindfondens arbejde for et bedre liv med muskelsvind, forskning i muskelsvind og til at skabe plads til forskelligheder i samfundet.
Billetsalget starter onsdag den 8. april kl. 7.00.
Det oplyser arrangørerne i en pressemeddelelse.
Tidligere på året kunne vi på LigeHer.nu fortælle, at dette bliver sidste gang, at Aalborg-koncerten afholdes på Trekanten i Nørresundby. Fra næste år må man finde et andet sted. Læs mere om det her.