Hav og Uro er Grøn-klar: - En hovedbundsmassage af fuldstændig formidabel ufortyndet empati og lykke
Fire navne er allerede blevet afsløret til dette års Grøn-lineup.
Og nu kommer yderligere to prominente navne til.
Det skriver Grøn i en pressemeddelelse denne torsdag morgen.
Foruden Gilli, Medina, Pil og Kalaset kan gæster på Grøn rundt i hele landet nu også se frem til at opleve både Uro og Benjamin Hav & Familien.
Og særligt sidstnævnte har kæmpe optur på over offentliggørelsen.
- Det at spille på Grøn betyder alt for mig, faktisk. For at være helt ærlig. Publikum er kæmpe optur, de frivillige er kæmpe optur, de andre bands er kæmpe optur. Det er et sted, hvor alle er enige om at nu, i dag har vi det godt. I dag så gør alle deres ypperste for at være et fællesskab - en stor familie af glæde. Og det er fanme sjældent i livet, at man møder de der store fællesskaber af meningsfuld varm energi, siger Benjamin Hav i pressemeddelelsen.
Han kalder samtidig Grøn-oplevelsen "en hovedbundsmassage af fuldstændig formidabel ufortyndet empati og lykke".
Handler ikke kun om musikken
Også Jeppe Kronback - bedre kendt som Uro - ser frem til at optræde på Grøn.
Han får i øvrigt debut på scenen - modsat Benjamin Hav & Familien der debuterede tilbage i 2023.
- At være med på Grøn er noget helt særligt for mig. Det handler ikke kun om musikken, men om at kunne gøre en forskel. At støtte Muskelsvindfonden og være en del af noget, der virkelig betyder noget. Jeg føler mig ydmyg over at kunne bidrage til at gøre livet lidt lettere for dem, der kæmper. Det er den slags øjeblikke, hvor man virkelig mærker, hvad fællesskab kan, siger Jeppe Kronback.
Mens seks af de i alt otte koncerter på Grøn-turnéen allerede er udsolgte, er der stadig billetter tilbage i netop Aalborg og også Esbjerg.
Grøn-koncerten på de nordjyske breddegrader løber af stablen søndag 20. juli på Trekanten i Nørresundby.