Billede beskrivelse

Guitarbrag rammer Vejgaardhallen

03. november 2025 kl. 08.01

AALBORG: For præcis 58 år siden, den 11. november 1967, indtog det legendariske britiske band CREAM scenen i Vejgaardhallen. 

Lokale musikere husker stadig mødet med en ung Eric Clapton, der spadserede gennem Øgadekvarteret inden koncerten. Dengang blot 22 år gammel og allerede udnævnt til guitargud – et ry cementeret af graffitiens ikoniske "CLAPTON IS GOD!" i Londons gader.

Billede beskrivelse

Næsten på dagen vender guitarens magi tilbage til samme scene. Torsdag den 13. november rammer den danske guitarhelt Poul Halberg Vejgaardhallen med sin potente powertrio, bestående af Jette Schandorf på bas og Jesper Thomsen bag trommerne.

Halberg er en institution på den danske rockscene. Med over 40 år i musikkens tjeneste – fra Sneakers og Halberg/Larsen til samarbejder med Lis Sørensen, Ray Dee Ohh og mange flere – har han sat solide spor som både guitarist og komponist.

Klassikerne "Magi i luften", "Efterår" og "Jeg vil la’ lyset brænde" er blot nogle af de sange, hans pen har været med til at skabe.

Denne aften er dedikeret guitaren – og ikke mindst en hyldest til CREAM, Clapton og Hendrix, som tydeligt afspejles i trioens repertoire.

Billede beskrivelse

Som ekstra krydderi er lokale Back, Larsen & Thrane (BLT) også på plakaten. Trioen – med Michael Back på bas, Klaus Thrane på trommer og Morten Larsen på guitar – fejrer samtidig 40 års jubilæum. 

En sand dobbeltkoncert i den traditionsrige hal på Vejgaard Torv, hvor flere navne på én aften vækker minder om musikkens storhedstid.

Gæsterne kan desuden vælge at tilkøbe mad før koncertstart – en helhedsoplevelse i ægte rockånd.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste