Grøn fuldender plakaten: Her er de sidste to navne
Det går stærkt med Grøn i år
I går meldte Tuborg og Muskelsvindfonden udsolgt i Aalborg – og i dag, som prikken over i’et, afslører de de to sidste navne til årets program.
Og det bliver ikke kedeligt.
Suspekt og Alphabeat slutter sig nemlig til et i forvejen stjernespækket hold med Gilli, Medina, Pil, Kalaset, URO og Benjamin Hav & Familien.
Suspekt lukker og slukker Grøn
Rapgruppen Suspekt, som består af Bai-D, Klamfyr og Rune Rask, er tilbage på Grøn for sjette gang.
Siden deres debut i 1999 har de slået sig fast som kongerne af dansk rap med over 450 millioner streams og hits som “Kinky Fætter”, “Proletar (Hvor jeg står)”, “Hun blev bare så glad” og “Gonzo”.
Senest har de teamet op med to af de andre Grøn-artister – URO på “Tænker Ik På Andre” og Benjamin Hav på “København”.
Og nu er de altså klar til endnu en runde Grøn, hvor de slukker og lukker i alle otte byer.
– Grøn Koncert er ikke bare en koncert, det er en hel fucking vibe – en familie, som vi elsker at være en del af. Vi har spillet Grøn rigtig mange gange, og ingen af gangene har været ens. Karavanen udvikler sig, ligesom Suspekt gør det, så det bliver sindssygt spændende at se, hvor vanviddet bringer os hen denne gang. Én ting er sikkert! Det bliver en fest. Og den bliver altid vildere, udtaler rapgruppen i en pressemeddelelse.
Alphabeat gør comeback
Efter fire års pause er der godt nyt til alle, der har danset til “Fascination” og skrålet med på “10.000 Nights”.
Alphabeat, med de karismatiske frontfigurer Stine Bramsen og Anders SG, gendannes nemlig eksklusivt til Grøn 2025.
Sommersæsonen 2025 bliver rammen om det længe ventede comeback for de seks festgaranter, som nu for femte gang står klar til at indtage turnéen.
– Der var en pandemi, som spolerede vores comeback under åben himmel i 2020. Alle de sommerkoncerter, vi havde glædet os til at spille, blev aldrig rigtig til noget. Så da Grøn spurgte, om vi havde lyst til at komme tilbage, kunne vi meget hurtigt mærke, at lysten til at stå på scenen sammen og skabe en kæmpe fest med publikum stadig er der – så selvfølgelig sagde vi ja, udtaler Stine Bramsen i en pressemeddelelse.
Plakaten er nu fyldt. Få et overblik herunder.