Gratis spil og fadøl: Bluff dig til sejren
AALBORG. Er du et kortspilshoved? Kunne du tænke dig at vinde 500 kroner? Kan du lide gratis fadøl?
Hvis du kan svare ja til bare et af ovenstående spørgsmål, så skulle du måske overveje at slå vejen forbi spilcaféen på Bredegade 3 på torsdag.
Her inviterer Spilcaféen til en hyggelig aften, hvor gæster kan prøve kræfter med det nye kortspil BLUFFIT i samarbejde med Gameplay Publishing.
Det oplyser Spilcaféen til ligeher.nu. Det fremgår også af en begivenhed på Facebook
BLUFFIT er, som navnet antyder, et bluffspil, hvor spillerne dyster om at score flest point ved at bluffe og udfordre de andre spillere. Spillet er nemt at lære, men skulle der opstå tvivl i kampens hede, vil der være spilguides klar til at hjælpe.
Lyder det som noget for dig, kan du med fordel komme i god tid til spilaftenen. Der vil nemlig være et gratis eksemplar af spillet til de første 40 fremmødte. Og hvis det ikke er nok, så får de også en gratis fadøl oven i hatten.
Foruden gratis spil og øl til de hurtigste, er der også mulighed for at vinde et gavekort på 500 kroner til brætogbrikker.dk, der blandt andet sælger bræt- og puslespil.
Spilaftenen finder sted 26. februar kl. 19 i Spilcaféen på Bredegade 3, 9000 Aalborg.