Billede beskrivelse

Gratis koncerter: Musikkens Hus rykker i Fjordbyen

22. maj 2025 kl. 08.31

For fjerde år i træk bliver Fjordbyen fyldt med toner og talent, når Musikkens Hus og Musikkens bette Hus igen slår noderne sammen og inviterer til otte gratis koncerter under åben himmel.

På programmet finder du otte unge artister, der alle er klar til at sætte lyd til sommerstemningen. Her får de muligheden for at spille for et publikum, som nødvendigvis ikke kender dem endnu – men som måske går derfra med en ny favorit til playlisten.

De fleste artister kommer fra det nordjyske musikmiljø, men der sniger sig også et par musikalske gæster ind fra både Aarhus og Fanø.

Billede beskrivelse

En scene for upcoming artister

Idéen om at skabe en scene for upcoming artister opstod under coronanedlukningen og blev ført ud i livet for første gang i 2021. Siden da har det lille hus med det kække navn – Musikkens bette Hus – sat både liv og lyd til det farverige Fjordbyen.

Bag initiativet står Peter Mørbak, Lene Jensen og en flok dedikerede frivillige.

– I Musikkens Hus har vi altid været stolte af at støtte branchens vækstlag. Og netop hos Musikkens bette Hus har upcoming artister en scene, hvor de kan prøve deres musik af i et uformelt og stemningsfuldt set-up – hvor vi alle har én ting til fælles, nemlig vores kærlighed til musikken, forklarer Sabine Skytte, Project Manager i Musikkens Hus.

De første fire koncerter er fredag den 23. maj, hvor Gustav Bjerrum åbner sæsonen i Fjordbyen.

Program for fredag 23. maj

Kl. 15.45-16.30 Gustav

Karrierekanonen på DR beskriver Gustav Bjerrum således: ”Gustav laver dansksproget popmusik, der fanger lyden af ungdommen og det moment, hvor natten virker endeløs. Med en legende tilgang til musikken, og igennem et naivt tekstunivers skildres den hensynsløse kærlighed med unge øjne”. Han har udgivet numre som Jeg stråler og Vent til i morgen.

Kl. 16.45-17.30 Katrine Schmidt

Siden 2012 har Katrine Schmidt været en markant skikkelse på den danske folk- og roots-scene og har medvirket i flere konstellationer som sanger og sangskriver. I marts 2021 udgav hun sit debutalbum Laying My Burdens Down og i år 2025 er hun igen albumaktuel. Hun bevæger sig mellem roots-genrerne med stærke elementer af folk, americana, country og jazz.

Kl. 17.45-18.30 Schæfer

Med pudsige og poetiske sange inviterer bandet Schæfer sit publikum ind i en verden af samfundsaktuelle og finurlige fortællinger til lyden af smittende indie-pop tilsat legesyge jazz-elementer. Bandet udgav tidligere i år debutsinglen Chefer -og senere nummeret Venter.

Kl. 18.45-19.30 Carmie

Med en rå, men samtidig sårbar vokal og en evne til at skrive sange, der går lige i hjertet, er 25-årige Christine Aggerholm alias Carmie ikke bange for at sætte fokus på tidens store spørgsmål. I februar 2025 udkom EP’en Learn To Live, og senere på året er hun klar med et helt debutalbum, hvor hun dykker dybere ned i sit country-hjerte. Med bare stemmen, en guitar og de ærlige fortællinger fra det landlige ophav vender Carmie tilbage til rødderne og det sted, hvor det hele begyndte.

Kilde: Musikkens Hus

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste