Billede beskrivelse

Gentager succesen: UngAalborg inviterer til kæmpe fest i Karolinelund

22. maj 2025 kl. 19.01

Farverige workshops, finurlige konkurrencer og koncerter med blandt andre 9000 Håb og APHACA. 

Det kan Aalborg Kommunes unge se frem til inden længe, når UngAalborg igen i år inviterer til kæmpe fest i Karolinelund Grundlovsdag den 5. juni. 

Her hylder de demokratiet og de unges stemme og slår et slag for de mange muligheder, det danske samfund har at byde på - alt sammen i trygge og inspirerende rammer.

Billede beskrivelse

En fest for de unge

Festlighederne bliver skudt i gang klokken 14.00 og fortsætter helt indtil klokken 19.30. For at deltage skal man være mellem 13-19 år og bo, eller gå i skole, i Aalborg Kommune. 

Det er UngAalborgs håb, at festlighederne vil være med til at bygge bro mellem de unge og skabe et bredt og inkluderende fællesskab på kryds og tværs af køn og alder.

Leder af UngAalborg, Rasmus Jensen, ser frem til arrangementet og håber, at deres stjernespækkede program kan være med til at tiltrække unge fra hele kommunen. 

Sidste år fik de lejlighed til at afprøve formatet, og det blev en stor succes.  

- Festen i 2024 var fuldstændig udsolgt, og det blev en mega fed fest. Vi har dog rettet en del ting til, og jeg vurderer, at vi i år appellerer til et noget bredere publikum, på grund af vores nye aktiviteter og kunstnere. Derudover har vi samlet festen om to scener, så der er ikke er en så stor spredning på pladsen, siger Rasmus Jensen.

Det har for ham været vigtigt, at de unge selv har fået muligheden for at bidrage til planlægningen af arrangementet. 

Både Ungebyrådet og Ungdomskulturhuset har haft en finger med i spillet i beslutningen om, hvilke kunstnere der skulle hyres.

Dette har mundet ud i et stærkt program bestående af det fremadstormede band APHACA samt syv andre bands heriblandt de lokale kunstnere: 9000 Håb, Schæfer og Kattens Discoband.

Og det er ikke kun UngAalborg, der ser frem til at give den gas i Karolinelund. 

9000 Håb har høje forventninger til dagen og garanterer god stemning og stor energi, når de træder på scenen for at hylde det danske demokrati. 

- Vi glæder os til at spille til Grundlovsfesten i Aalborg - det bliver en festdag fyldt med fællesskab, sommerstemning og musik, og det er der, vi trivedes allerbedst. Vi ser særligt frem til at møde publikum, mærke energien fra scenen og være en del af en dag, hvor folk er samlet for at fejre demokratiet og hinanden. Det er noget helt særligt at spille i vores egen by, og vi er klar til at give den gas, udtaler 9000 Håb.

Billede beskrivelse

Et trygt rum 

UngAalborg har sat fokus på, at arrangementet og fejringen af det danske demokrati skal være trygt at færdes i for de unge, og af samme grund har de valgt, at festen er alkoholfri. 

Indgangen vil kun være åben fra klokken 14.00-15.00, så det anbefales at komme i god tid. Hvis pladsen forlades inden 19.30, vil det ikke være muligt at komme ind igen.

Det koster 30 kroner at deltage i arrangementet, og billetsalget slutter den 3. juni. Det vil altså ikke være muligt at købe billet på dagen. 

Den SMS-kvittering deltagerne modtager ved tilmelding, vil gælde som billet. Efter at have vist den på dagen, vil man skulle gå igennem et security check, og herefter modtager man sit armbånd.

Rasmus Jensen og resten af UngAalborg glæder sig til at se en masse unge mennesker til en sjov og spændende fejring af Grundlovsdag.

Alt det praktiske

Sted: Karolinelund

Tid: 14.00-19.30

Dato: 5. juni, Grundlovsdag

Aldersgruppe: 13-19 år, og bo eller gå i skole, i Aalborg Kommune.

Pris: 30 kroner

Arrangementet er alkoholfrit, og væske af enhver art vil blive konfiskeret ved indgangen.

Hvis du vil læse mere om arrangementet, kan du se mere på UngAalborgs hjemmeside. Her kan du blive klogere på det fulde program for dagen og erhverve dig en billet til Grundlovsfesten.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste