Seneste nyt
Billede beskrivelse

Frivillige står bag lokalt museum i Lundby

27. maj 2026 kl. 11.01

LUNDBY: Museet i Lundby, der er etableret til minde om den hårde træfning med de tyske soldater 3. juli 1864, er i gang med endnu en sæson.

Derfor er der igen her i 2026 fast åbent hver tirsdag aften i et par timer fra klokken 19.

Her er det muligt at se de mange rekvisitter og uniformer og meget mere fra det dramatiske slag med rigtig mange døde danske soldater - men kun tre sårede tyske soldater.

Forrige forår blev der tilføjet endnu en række spændende ting til samlingen, fortæller Leo Christensen, der er formand for Lundby Fonden, der står bag museet. 

Således var ikke færre end 36 medlemmer af Aalborg Metaldetektorforening på besøg på slagmarken og de fandt mange forskellige ting i jorden fra blandt andet dengang.

Fortsat stor interesse

Der er fortsat stor interesse for museet i Lundby, der så sent som i 2019 blev udvidet endnu engang.

Det skete mod øst i form af en kamufleret 40 fods-container, der blev beklædt med træ og malet som det øvrige museum. 

Udvidelsen bruges blandt andet til et tiltrængt depot og et fremvisningsrum for den store samling af faner, som Lundby Fonden har modtaget fra blandt andet en række gamle soldaterforeninger i specielt København.

For at minimere udgifterne til driften af museet er der blevet monteret solceller på taget.

Der er desuden blevet installeret LED-lamper i alle lokaler, så bestyrelsen bag museet har i den grad gjort, hvad der er umiddelbart muligt for at begrænse udgifterne til den daglige drift. 

Drives af fond

Bygningen drives af Lundby Fonden, der for nogle år tilbage tjente en pæn del af midlerne til at drive museet ved hvert år at arrangere en stor march med samme rute, som de danske soldater gik forud for træfningen i sin tid.

Den første del af det nuværende museum med navnet ”Lundbysamlingen” blev indviet i 2006 og udvidet første gang i 2011 - og anden gang i 2019. 

Udover den ugentlige åbning på tirsdage frem til og med september måned vil der for firmaer og skoler samt foreninger og andre interesserede være mulighed for at få en aftale om en fremvisning og lidt lokal historie på et passende tidspunkt, fortæller Leo Christensen.

Han fortæller videre, at flere firmaer og skoler allerede har meldt deres ankomst i år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste