Billede beskrivelse

Fri bar i to timer: Populær bar byder weekenden velkommen med lancering af ny gin

06. marts 2025 kl. 20.03

Mangler du en plan for at fejre, at ugen atter er gået på hæld? Frygt ej. 

Ginbaren Sylvius byder fredag eftermiddag indenfor til lanceringen af Hendrick's Gins nye variant, Oasium. I den forbindelse kan barens gæster se frem til gratis gin og tonics fra klokken 16:00-18:00 og nyde weekendens komme med god musik og høj stemning.

- Vi synes selvfølgelig, at Aalborg skal have lov til at smage den nye variant, så vi inviterer alle interesserede indenfor og vil gøre os umage for at skabe en god fredagsstemning, siger Frederikke Jacobsen, eventplanlægger og SoMe-ansvarlig hos Sylvius. 

Billede beskrivelse

Den nye Hendrick's-variant er i øjeblikket kun tilgængelig for restaurationer, så man kan som forbruger ikke selv gå ud og købe den i butikkerne. 

Derfor håber Sylvius, at prælanceringen vil tiltrække en masse gæster, hvad enten man er stamgæst eller aldrig har været på baren før.

- Forhåbentlig får vi et bredt udvalg af gæster, og vi håber, at vi kan få lov til at vise, at man godt kan komme her, selvom man tror, at man ikke er den store gin-drikker - måske kan vi endda omvende nogle, siger Frederikke Jacobsen og griner.

Udskænkning med stil 

Foruden lækre gin og tonics kan de fremmødte fredag eftermiddag også se frem til et møde med Hendrick's ginvogn. Fra vognen vil Sylvius bartendere lange gin og tonics ud i lange baner og sikre, at barens gæster kan gå weekenden i møde med stil. 

- Vognen skaber et godt blikfang og vil komme til at fungere som en mobil bar. Gæsterne kan se frem til god stemning, og det vil forhåbentlig være en god måde at starte sin weekend på, siger Frederikke Jacobsen.

Billede beskrivelse

Oasium vil være tilgængelig i en begrænset periode hos Sylvius, og så længe lager haves, vil den være tilgængelig som månedens gin. 

Så hvis du ønsker at smage den nye variant, vil det være en god idé at slå vejen forbi Sylvius Ginbar i morgen på Algade 59 fra klokken 16:00-18:00.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste