Fællessang åbner for svære emner i Musikkens Hus
Når mennesker synger sammen, opstår der fællesskab.
Det styrker både samhørigheden og trivslen.
Med det udgangspunkt inviterer Sangkraft Aalborg i samarbejde med Musikkens Hus 250 unge gymnasieelever fra hele Nordjylland til en særlig koncert fyldt med stærke sange om svære emner – emner, der sjældent får plads i det offentlige rum.
Det fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.
Koncerten stiller skarpt på temaer som at vokse op med misbrug i hjemmet, at miste en forælder, at leve i fattigdom og at være udsat for seksuelt misbrug.
Sangene tager fat i tabuer, som mange unge bærer på i stilhed. Statistikken viser nemlig, at der i næsten hver skoleklasse sidder mindst én elev, som er berørt af disse problemstillinger.
Det bliver en aften med nærvær, mod og musik, der går lige i hjertet. Koret akkompagneres af det sprudlende Nordkraft Big Band under ledelse af den anerkendte dirigent Nikolai Bøgelund. Desuden får publikum mulighed for at høre en helt ny sang skrevet af konservatoriestuderende Simon Bang Christensen, der har debut med sin rørende komposition.
Konferencier på aftenen er Andreas Bellaiche Mathew, kendt for sin skarpe og indsigtsfulde formidling.
Det kunstneriske ansvar for korarrangementet ligger hos Line Groth Riis, som også står bag de populære "SYNG! SYNG! SYNG!"-projekter. Hendes musikalske erfaring og engagement danner rammen for en koncert, hvor sang bliver et redskab til at skabe opmærksomhed, åbenhed og fællesskab omkring vigtige emner.
Koncerten "Syng om det – sange, der baner vejen" finder sted den 1. oktober i Musikkens Hus. Billetter kan købes via Musikkens Hus' hjemmeside.