Billede beskrivelse

Et lille symbol med en stor historie: Aalborg får sin første snublesten

19. august 2025 kl. 14.00

Aalborg får snart sin allerførste snublesten – en lille messingsten, der rummer en stor historie.

Hvad er en snublesten?

Snublesten er et kunstværk og mindesmærke skabt af den tyske kunstner Gunter Demnig. De første snublesten blev sat i Köln i januar 1995, og der er nu snublesten i 31 europæiske lande. I maj 2023 satte Gunter Demnig snublesten nummer 100.000. Antallet er nu cirka 116.000 (januar 2025).

Kilde: Snublesten Aalborg

Stenen bliver en del af verdens største decentrale mindesmærke over nazismens ofre

I Aalborg er stenen tilegnet politifuldmægtig Poul Larsen, der mistede livet på grund af sit modstandsarbejde.

Hvem var Poul Larsen?

Poul Larsen blev født i Aalborg i 1912. Han blev uddannet jurist og arbejdede som politi i Glostrup, men i 1941 vendte han hjem til Nordjylland som politifuldmægtig i Frederikshavn.

Han gik tidligt ind i modstandsarbejdet og var i 1943 blandt dem, der tog imod byens første faldskærmsmand. Samme år var han med til at etablere en flugtrute til Sverige.

Billede beskrivelse

Året efter blev Poul Larsen forflyttet til Aalborg som leder af Krisepolitiet og forbindelsesofficer til det tyske kommandantur og Gestapo. Da Gestapo i december arresterede en af hans kontakter, måtte han gå under jorden. 

Han vendte senere tilbage til Aalborg, hvor han fortsatte sit modstandsarbejde.

Den 1. december 1944 blev han efter en våbenmodtagelse i Lille Vildmose standset ved en vejspærring ved Klarup. Gestapo genkendte ham og udsatte ham for voldsomme forhør i hovedkvarteret i Aalborg. 

Efter 100 dages fangenskab blev Poul Larsen henrettet den 10. marts 1945.

Nedlæggelsen på Poul Larsens fødselsdag

Nedlæggelsen af snublestenen finder sted på Poul Larsens 113-års fødselsdag, den 28. august 2025 klokken 15.00 på Gabels Torv, hvor den tidligere politistation lå.

Rådmand Jan Thaysen indleder ceremonien, og Poul Larsens efterkommere foretager selve nedlæggelsen.

Billede beskrivelse

Arrangementet afsluttes med Danmarks Sidste Honnør, og alle er velkomne.

Snublestenen lægges af Snublesten Aalborg med støtte fra Politihistorisk Selskab Aalborg og Christian den Fjerdes Laugs Fond.

Det skriver Snublesten Aalborg i en pressemeddelelse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste