Billede beskrivelse

Et eksperiment blev til et fænomen: Her strømmer de unge i kirke

Gudstjenester på deres egne præmisser er en kæmpe succes

30. november 2025 kl. 14.04

AALBORG: Der er en særlig summen i Ansgars Kirken.

Dæmpet guitarstemning og nervøs latter fra kirkens unge band blandes med lyden af sneakers mod kirkegulvet.

Det er søndag aften i Aalborg, og den gamle kirke overfor Kildeparken er ved at blive fyldt – igen.

Noget, der startede som et forsigtigt eksperiment, er blevet til et fænomen. 

En gruppe unge ønskede gudstjenester på deres egne præmisser: moderne musik, et nærværende rum og tid til at være sammen bagefter i en café i kirkens kælder.

Præsten sørger for prædiken og nadver - resten tager de unge selv ansvar for.

Billede beskrivelse

Et fast holdepunkt

Og tallene taler for sig selv. 

Efter sommerferien er interessen eksploderet. 

I august dukkede 120 unge op. I september steg tallet til 140. Og ved den seneste gudstjeneste blev der sat deltagerrekord med omkring 200 unge, der fyldte bænkene.

Sognepræst Andreas Bøge glæder sig over den overvældende opbakning. 

- Jeg tror blandt andet, det er et udtryk for, at de unge er virkelig gode til at inspirere hinanden. De hiver hinanden med, og det er rigtig fint. Her kan kirken være et godt pejlemærke, siger han.

Billede beskrivelse

- Alle er velkomne

Andreas Bøge understreger samtidig, at der ikke er nogen forudsætninger for at træde indenfor. 

- Man behøver hverken at være troende eller have et forhold til kirken. Alle er velkomne. Hver gang dukker der unge op, som aldrig har været her før, fortæller han og peger på, at ungdomslivet for mange kan være udfordrende: 

- Vi lever i en verden med indtryk fra alle sider. Her kan kirken være et bud på et fast holdepunkt. Og ikke mindst et fællesskab. Jeg hører også fra mange af dem, at det er et godt sted at finde ro. Ungdomsgudstjenesterne bliver et sted, hvor man kan prøve at lære Gud at kende og samtidigt finde fred og fællesskab. Jeg tror, at mange unge længes efter netop det, siger Andreas Bøge.

Han oplever ligeledes, at mange unge i dag finder en fred i troen på Gud.

– Der er en nysgerrighed hos de unge - en søgen efter Gud og en mening midt i alt det kaos, der omgiver dem.

Billede beskrivelse

På de unges egne præmisser

I ledergruppen bag ungdomsgudstjenesterne nikker Silje Bager Nørgaard genkendende. 

- Jeg tror, det handler om, at en del unge mangler noget i deres tilværelse. Måske er det fællesskabet – måske er det noget mere eksistentielt. Men faktum er, at arrangementerne kan noget helt særligt, siger hun og tilføjer: 

- Og så betyder det jo noget, at det foregår på vores egne præmisser. Musikken spiller en central rolle. Alle bliver budt velkomne når de ankommer og der er en helt særlig atmosfære i kirken.

Billede beskrivelse

Ungdomsgudstjenesterne afholdes cirka en gang om måneden og bygger altid på en blanding af rytmisk musik, lovsang, prædiken og nadver. 

Aftenen rundes af med caféhygge i kælderen, hvor snakken fortsætter længe, og hvor nye ansigter hurtigt bliver en del af fællesskabet.

Næste ungdomsgudstjeneste finder sted 25. januar. 

Hvis udviklingen fortsætter, kan Ansgars Kirken meget vel få brug for ekstra stole til de unge, der søger mening, ro og hinandens selskab.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste