En aften fuld af komik: Populær "Halløj på badehotellet"-hyldest vender tilbage
Der bliver igen serveret kaos og latter i lange baner, når det populære middagsshow "Faulty Towers – The Dining Experience" vender tilbage til Aalborg.
Sidste år blev billetterne revet væk, og publikum kunne ikke få armene ned.
Nu får nordjyderne endnu en chance for at opleve det skøre univers inspireret af den ikoniske tv-serie "Halløj på badehotellet" – direkte fra Londons West End.
Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) byder velkommen til den interaktive teateroplevelse fra 30. november til 7. december.
Her bliver gæsterne en del af fortællingen som hotelgæster, mens de ikoniske figurer Basil, Sybil og Manuel skaber en aften fuld af komik og forviklinger – midt under en lækker treretters middag.
Faulty Towers – The Dining Experience har begejstret over én million publikummer i London og har høstet femstjernede anmeldelser fra både britiske medier og Nordjyske. Showet blev i 2023 opført i Aalborg med stor succes, og nu gentages succesen i en julefrokostversion, der kombinerer britisk humor med danske juletraditioner.
- I 2022 så vi selv forestillingen på Fringe Festivalen i Edinburgh. Sjældent har vi grint så meget! Og det var heldigvis også publikums reaktion, da vi lykkedes med at få den til Aalborg i julen 2023. Derfor har vi arbejdet på at få den til Aalborg igen, så endnu flere nordjyder kan få den sjove oplevelse, og nu glæder vi os til igen at kunne åbne dørene til forestillingen til jul, fortæller Kristine Ringstrøm Kock, producer i AKKC’s kulturafdeling.
Restaurant AKKC by MEST står bag menuen, som indledes med en klassisk fransk løgsuppe. Hovedretten byder på farseret unghanebryst med lynstegt vinterkål, cremet vegansk sauce og pommes puré. Til dessert serveres frugtcocktail med vaniljecreme og friske bær. Der tilbydes også et vegansk alternativ.
Showet er en hyldest til "Halløj på badehotellet", som havde premiere på BBC i 1975 og blev skrevet af blandt andre John Cleese. Serien er flere gange kåret som den bedste britiske komedieserie nogensinde, og de tre hovedpersoner har opnået kultstatus.