DM-ugens vildeste oplevelser: Heavybands og skydning over Limfjorden
Under årets DM-uge bytter Danmarks dygtigste atleter deres vante rammer ud med alternative arenaer i og uden for Aalborgs grænser.
Her rykker de tættere på befolkningen i miljøer, der stiller nye krav til dem, men i høj grad også vil være med til at eksponere dem og deres sportsgren.
Ideen om at flytte atleterne tættere på borgerne har arrangørerne af DM-ugen fået fra afholdelsen af de Olympiske Lege i Paris i 2024. Her blev byens rum brugt på kreative måder, som både atleter og publikum tog godt imod - det skriver Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.
- Vi har siden DIF DM-ugens begyndelse i 2022 netop forsøgt at tænke alternativt, skævt og nyskabende for at bringe flere danmarksmesterskaber og sportsgrene helt ud i byens rum og servere dem på en måde, så tilskuerne meget gerne må sige ’wow’ og få sig en ny og overraskende sportsoplevelse i selskab med Danmarks bedste atleter, siger projektleder for DIF DM-ugen Jakob Wärme Lykke i selvsamme pressemeddelelse.
De nye miljøer vil selvsagt byde på unikke oplevelser, men om det vil kunne måle sig med de Olympiske Lege, vil tiden vise. Om ikke andet har vi i hvert fald samlet nogle af de allermest bemærkelsesværdige begivenheder til dig.
Der skydes med skarpt over Limfjorden
DM i skeetskydning afholdes søndag d. 29. juni klokken 16.00 ved havnefronten foran Musikkens Plads. Atleterne kommer til at skyde ud over Limfjorden mod bionedbrydelige lerduer og vil skulle konkurrere under andre forhold, end de er vant til.
Så hvis du påtænker at nyde DM-ugen fra vandsiden, vil du skulle tage ekstra forholdsregler denne dag.
Blandt strygere og bordtennisspillere
Tæt på skeetskytterne kommer finalen i bordtennis til at blive afviklet.
Atleterne træder på scenen søndag d. 29. juni i Musikkens Hus fra klokken 09.30 og får en noget anderledes modtagelse, end de er vant til. Her vil de til tonerne af en strygekvartet gå på scenen og blive mødt af publikums hyldest.
Strygekvartetten vil være til stede under samtlige finaler og spiller også under optakten.
Skrig og skrål på Honnørkajen
Det er dog ikke kun bordtennisspillerne, der kan se frem til et musikalsk indslag.
Når Danmarks stærkeste mænd og kvinder lørdag d. 28. juni klokken 10.00 på Honnørkajen tager hul på vægtløftningskonkurrencen, vil de blive akkompagneret af det danske rockband Danefae.
Bandet vil før og efter atleternes løft forsøge at skabe en intens stemning, som forhåbentlig både vil opildne atleter og publikum.
Atleter i det stiveste puds
DM-ugens måske mest velklædte atleter gæster Aalborg, når der spilles DM i billard, nærmere bestemt 9-ball pool, i Sallings Storcenter d. 27. juni.
Ved mesterskaber i billard er det kutyme at stille op i sit stiveste puds, så de atleter der har glemt skjorten derhjemme, kan måske lige nå forbi herreafdelingen, inden starten går.
Som publikum får du en unik mulighed for at kigge atleterne i sømmene, mens du shopper, en mulighed man vist ikke får mange andre steder.
DM i pool afholdes på flere forskellige lokationer, og udover Salling Storcenter kan det opleves hos Dan's Poolhall og Aalborg Billardklub. Kampene startes klokken 10.00 d. 27. juni på samtlige lokationer.
Studenter og cykler
Atleterne til DM-ugen er dog ikke de eneste, der skal fejres i denne uge.
Landets studenter begynder så småt at vise sig, og her Aalborg er ingen undtagelse. Fejringen af årets studenter falder dog søndag d. 29. juni sammen med afholdesen af danmarksmesterskaberne i linjeløb, og da både studenter og cykelryttere skal krydse Limfjordsbroen, har man måttet tænke kreativt.
De aalborgensiske studenter kommer af denne grund til at indgå i DM programmet, når de søndag med politieskorte kommer til at fungere som en munter optakt, inden cykelrytterne kører i mål på Limfjordsbroen.
Linjeløbet starter ved Toldbod Plads klokken 11.45, og slutter omkring 17.15.
Hvis du ønsker at vide mere om DM-ugens program, kan du se mere på DIF's hjemmeside. Her vil du undervejs kunne følge med i de mange muligheder og de løbende resultater.