DM-ugens daglige overblik: Enkelstart og billard i Salling
I dag byder DM-ugen på nye oplevelser, og du kan som publikum se frem til hæsblæsende begivenheder, fyldt med nye sportsgrene og toptændte atleter.
Dagen starter ud i skyttens tegn, når der i Aalborg Flugtskydnings Forening fra klokken 09.00, dystes i både OL skeet og nordisk trap.
De skydeglade kan senere på dagen se frem til mere spænding, når der ved Nordkraft klokken 17.00, skydes med 10 meter luftpistol og 10 meter luftriffel.
Pistoler og geværer er byttet ud med stålkugler, når Danmarks skarpeste petanquespillere klokken 09.30, støder sammen i Petanqueklubben Nordjylland. Spillet fortsætter hele dagen, og klokken 16.00 slår mixdouble-specialisterne sig også løs på Toldbod Plads.
Klokken 10.00 startes mesterskaberne i 9-ball pool, og her kan man som publikum i den grad se frem til at nyde sporten i alternative miljøer. For foruden Aalborg Billardklub og Dan's Pool Hall, bliver der også spillet i Salling Storcenters Herreafdeling.
Hovedturneringen i tennis er fortsat i fuld gang, og de fremmødte kan i dag særligt se frem til afviklingen af mixed double-finalen klokken 17.30. Turneringen finder fortsat sted i Aalborg Tennisklub, og de øvrige kampe kan opleves fra klokken 10.00.
I dag bliver de 183 tons sand, der netop er blevet leveret på Honnørkajen taget i brug. Klokken 12.30 starter beachvolleyspillernes Danmarksmesterskaber, og det kan som sagt opleves på Honnørkajen samt Vestre Fjordpark.
Dagen kommer også til at byde på et helt nyt bekendtskab i DM-ugens regi. 3x3 basketball gør sit indtog på Honnørkajen klokken 13.00. Her spiller hold af tre spillere mod hinanden på en halv basketballbane. Spillet bliver på den måde mere intenst og dynamisk og vil forhåbentlig munde ud i fede dueller.
Hvis man i løbet af dagen ikke har fået nok af skydning, kan man i Skytteforeningen Kimbrerne opleve en anderledes variation, som sætter store krav til de deltagende. Her dystes der nemlig fra klokken 14.00 i biathlon-stafet, en sportsgren, hvor deltagerne først skal løbe et lille orienteringsløb for derefter at skulle ramme plet med et gevær.
Hvis du til daglig kæmper med at kunne finde rundt, så kan det være, at du skal kigge orienteringsløberne over skulderen, når de klokken 16.00 løber fra Tolbod Plads. I DM-ugen dystes der i varianten knock-out sprint, som foregår i byområder, hvor der skal tages hurtige og præcise beslutninger. Orientering er ligesom basketball 3x3 nyt på DM-ugens program.
Den hurtigt voksende sportsgren pickleball er også på programmet i dag. Kampene starter klokken 16.00 i Stadionhallerne, og her kan du blive klogere på den populære ketsjersport, som er ved at tage verden med storm.
Hvis du har mod på at bevæge dig ud af Aalborg centrum i dag, kan du i Gigantium følge mesterskaberne i bordtennis. Her spilles der fra klokken 16.00, og for første gang i DM-ugens historie, afholder Bordtennis Danmark individuelle Danmarksmesterskaber.
De cykelinteresserede kan i dag også se frem til noget helt særligt, når vi skal finde Danmarks hurtigste rytter i enkeltstarts-disciplinen. Den første rytter forlader rampen fra Honnørkajen klokken 16.30.
Klokken 19.30 kastes der med bolde i blinde, når landets goalball-specialister gæster Skansen. I goalball kæmper to hold af tre spillere med synshandicap mod hinanden om at få kastet bolden i modstanderens mål. Der er bjælder i den bold, de kaster med, så man kan flytte sig efter lyden.
Dagen afsluttes med vandsprøjt og plask, når der ved Honnørkajen klokken 20.10 dystes i kajak short track.
Hvis du er nysgerrig på resten af DM-ugens program, kan du som altid se mere på DIF's hjemmeside, hvor de sportslige præstationer og resultater løbende vil blive slået op.