Der var gangster-rap og masseslagsmål på Skudehavnen
Man skulle holde lav profil for at undgå involvering og risiko for blå mærker fredag aften ved Aalborg Streetfood.
Her endte det nemlig i det helt store masseslagsmål, da en gruppe wrestlere fra Dansk Pro Wrestling lagde vejen forbi.
Mens granvoksne mænd gemte sig bag koner og fadøl, så måtte modige smådrenge agere skjolde for de aggressive wrestlere, der fløj i flæsket på hinanden.
Ingen kender den præcise årsag til slagsmålet, men internt mellem wrestlerne var der vanen tro dårlig stemning.
Det hele endte altså i en tumultarisk slåskamp udenfor ringen. Forinden var der varmet op med gangster-rap og kåd attitude fra Michael Fynne på en aften, hvor mange havde fundet vej til Klask på Kajen.
Heldigvis lykkedes det i sidste ende at dæmpe gemytterne. De ellers så rasende wrestlere viste sig faktisk som nogle ganske flinke fyre parate til både selfies og autografskrivning for publikum.