Billede beskrivelse

Den Store Biografdag indtager Aalborg med billetter til spotpris

15. maj 2025 kl. 12.30

Uanset om du er til grin, gråd eller action, har Nordisk Films biografer i både Kennedy Arkaden og City Syd et særligt tilbud på søndag 18. maj. 

Her koster alle billetter - uanset film og tidspunkt - 65 kroner. Det er en gentagelse af Den Store Biografdag-eventet, som man tidligere har afholdt med stor succes. 

Det skriver Nordisk Film i en pressemeddelelse. 

- Biografdagen er vores måde at sige tak på, og samtidig en dag, hvor vi kan genantænde biografglæden hos de danskere, der ikke besøger os så ofte. Begivenheden har gang på gang vist sig at være et trækplaster, og vi glæder os som altid til at fylde salene med gæster og mærke den helt særlige stemning, som opstår, når byen samles om biografen, siger Casper Bonavent, direktør i Nordisk Film Biografer.

Man kan købe nye billetter til Den Store Biografdag både via NF Bios hjemmeside, app - eller fysisk i biografernes billetsalg. 

Nordisk Film anbefaler imidlertid, at man er ude i god tid, da der forventes stor interesse. 

Nordisk Film Biografer tæller i alt 47 biografer på tværs af Danmark, Norge og Sverige. 

I Nordjylland er man til stede med to biografer - som nævnt ovenfor - i City Syd og Kennedy Arkaden. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste