Billede beskrivelse

De unge kvindelige talenters aften

29. december 2024 kl. 17.01

AALBORG: Årets første koncert byder på exceptionelle unge talenter,

Når Aalborg Symfoniorkester skyder året i gang den 16. januar, er det med to fremtrædende unge kvinder i front: Den danske violinist Alva Holm og den italiensk-tyrkiske dirigent Nil Venditti. 

Koncerten byder på en spændende rejse gennem klassiske mesterværker og moderne toner – fra Brahms’ ikoniske violinkoncert til det klangrige værk Oceans af den islandske komponist María Huld Markan Sigfúsdóttir.

Dansk violinist med international succes

Alva Holm, der er født i 2000 og opvokset i København, har markeret sig som en af Danmarks store violin-talenter. 

Allerede som 16-årig debuterede hun med Göteborg Symfoniorkester og vandt førsteprisen i Polstjärnepriset – Sveriges mest prestigefyldte musikkonkurrence. 

Denne aften optræder hun for første gang som solist med Aalborg Symfoniorkester, hvor hun fremfører Johannes Brahms’ populære violinkoncert.

Holm spiller på en Gagliano-violin fra 1760, udlånt af Augustinusfonden, og den har en særlig historie:

- Det er vildt, at den er ti år ældre end Beethoven. Fordi det er en rigtig god violin, har folk haft lyst til at spille på den, og derfor har den kunnet leve sit liv i 260 år, inden den tilfældigvis havnede hos mig som 17-årig, fortæller Alva Holm.

Italiensk-tyrkisk dirigent i spidsen for aftenen

På dirigentpodiet står Nil Venditti, der allerede som 30-årig er en efterspurgt skikkelse blandt Europas førende orkestre. 

Med en kombination af energi og musikalitet leder hun aftenens koncert, der også inkluderer Dvořáks 8. symfoni – en hyldest til den bøhmiske natur og folkemusik – samt Sigfúsdóttirs moderne værk Oceans.

Billede beskrivelse

Moderne toner fra Island

María Huld Markan Sigfúsdóttir har med Oceans skabt et fascinerende værk, der udforsker lange, brede klangflader og temaer. 

Musikken, der oprindeligt er indspillet med Iceland Symphony Orchestra, har høstet stor international anerkendelse, blandt andet en plads på New York Times' liste over de bedste klassiske albums i 2019.

Koncerten finder sted torsdag 16. januar i Koncertsalen i Musikkens Hus. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste