De Syngende Træer tændte julestemningen
Den stod på solid adventshygge søndag eftermiddag i Kildeparken.
Ved parkens Syngende Træer var musikken skiftet ud med de respektive kunstneres egne julesange.
Over 60 træer havde i anledning af julen fået nye toner, og det blev markeret på stemningsfuld manér.
300 levende lys fyldte således Kildeparken, hvor der bredte sig en varm julestemning, efterhånden som mørket sænkede sig.
I lysskæret sang koret Låwkey smukke julesange, mens julemanden delte godter ud til både børn og voksne.
Var sulten mere påtrængende, kunne man frekventere den fremskudte bod fra Restaurant Podium.
Her kunne parkens gæster forsyne sig med alt fra gløgg og kakao til æbleskiver, vaniljekranse og brændte mandler.
Undervejs gik mange naturligvis også på opdagelse mellem De Syngende Træer, hvor julesange fra stjerner som Mariah Carey, Katie Melua, Cliff Richard, Bob Dylan, Tom Jones og Elton John de kommende uger genlyder fra højtalerne.