Danmarks befrielse fejres med fællessang ved Folkekirkens Hus
4. maj markeres 80-årsdagen for Danmarks befrielse fra den tyske besættelsesmagt.
Aalborg Kommune og Folkekirkens Hus inviterer alle til at fejre dagen med taler, alsang, musik, kaffe og kage.
Det fortæller arrangørerne.
På dagen, der markerer en af de mest betydningsfulde begivenheder i Danmarks historie, samles folk foran Folkekirkens Hus til en eftermiddag med fællesskab og refleksion.
Borgmester Lasse Frimand Jensen udtaler:
- Jeg håber, at mange aalborgensere vil være med til at mindes og fejre Danmarks befrielse. Det er 80 år siden, vi fik vores frihed tilbage, og det er en fantastisk anledning til at hylde friheden, freden og vores demokrati. Jeg glæder mig til fællessangen, som virkelig kan skabe en skøn fællesskabsfølelse.
Konferencier Frode Muldkjær vil sammen med Klarup Pigekor og solist Margrethe Smedegaard stå for arrangementets musik og taler. Hanne Dahl, leder af Folkekirkens Hus, tilføjer:
- I en tid, hvor frygten ofte tales op, minder 80-året os om frihedens betydning. Alsangsstævnerne under besættelsen var en stille, men kraftfuld protest mod både undertrykkelse og krig.
Alsang, der opstod som en fælles måde at udtrykke national sammenhold under besættelsen, bliver derfor en central del af fejringen. Deltagerne vil synge fædrelandssange som et symbol på den frihed, der blev vundet for 80 år siden.