Billede beskrivelse

Dagen før årets billetsalg skydes i gang har Peter flere opløftende Nibe Festival-nyheder

15. september 2025 kl. 06.03

Tirsdag formiddag tager Nibe Festival for alvor hul på tilløbet til 2026-udgaven af den populære festival.

Det er tilmed en jubilæumsudgave - den 40. af sin slags - man har foran sig, og derfor har organisationen etableret en arbejdsgruppe, der netop skal forholde sig til den del. 

Det fortæller talsmand og kunstnerisk ansvarlig for Nibe Festival, Peter Møller Madsen, til Ligeher.nu. 

Hvad der helt konkret er i støbeskeen - og hvad der ikke er - vil han dog ikke løfte sløret for endnu. 

Men noget han gerne vil røbe for offentligheden er en spritny rundspørge, som er blevet lavet blandt årets Nibe Festival-gæster. 

Godt 3000 respondenter har deltaget i spørgeundersøgelsen, der blandt andet beder gæsterne forholde sig til årets musikprogram, stemning, toiletforhold - og meget andet. 

Nøgletal fra spørgeundersøgelse

  • Godt 3000 respondenter.
  • 97 % er meget tilfredse eller tilfredse med Nibe Festival helt generelt.
  • 93 % har anbefalet årets Nibe Festival til andre.
  • 93 % regner med at komme igen næste år.
  • 98 % følte sig trygge under årets festival.
  • 97 % følte, at der var god stemning under koncerterne.
  • 99 % følte, at planlægningen af musikprogrammet var god.
  • 60 % er opmærksomme på, at Nibe Festival er en non-profit-organisation.

Særligt bemærker Peter Møller Madsen, at tilfredsheden med musikprogrammet tog et markant hop op fra et rekordlavt niveau i 2024. 

Dengang var kun 73 procent tilfredse med det musikalske lineup - i år har hele 84 procent udtrykt det samme. 

- Folk vil gerne have de store, danske topnavne, og det var nok det, der ramte os lidt i 2024, forklarer Peter Møller Madsen og tilføjer: 

- Men i år føler vi - og det fortæller undersøgelsen også - at vi ramte det musikalske program meget bedre. Så vi føler, at vi står et rigtig godt sted med festivalen, og vi glæder os til at tage hul på Nibe Festival anno 2026. 

Billetsalget starter officielt tirsdag kl. 10, og forud for kickstarten forventer Peter Møller Madsen, at der bliver smæk på hjemmesiden i minutterne og timerne derefter. 

- Historisk mange fik ikke billet til festivalen i år, så vi har store forventninger til årets billetsalg, siger han. 

Nibe Festival 2026 løber af stablen fra 1. juli til og med 4. juli. 

Skæve/sjove tal fra Nibe Festival 2025

  • Så meget blev henholdsvis drukket og spist: 
  • 7967 flasker vodka 
  • 36 tons appelsiner (presset til juice)
  • 92.374 liter øl
  • 111.100 shotsrør
  • 16.348 festivalburgere
  • 30.000 kander blev brugt og renset
  • Praktik og logistik:
  • 460 WC-huller
  • 18.000 meter hegn
  • 100 telte i forskellige størrelser
  • 6800 kvadratmeter gulv
  • 6400 siddepladser + det løse
  • 600 kubikmeter (600.000 liter) træflis
  • 110.000 frivilligtimer fordelt på 5000 frivillige
  • Find flere skæve og sjove fakta på Nibe Festivals hjemmeside her. 
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste