Billede beskrivelse

Christian og logebrødrene åbner op: Få et eksklusivt kig ind bag murene

01. oktober 2025 kl. 06.03

AALBORG: På Boulevarden 20 hæver et gammelt palæ sig diskret over gaden.

De færreste har fået lov til at se, hvad der sker bag murene, og endnu færre har sat foden på den aflåste første sal.

Men snart åbner Odd Fellow-loge nr. 54, Hans Tausen, for et sjældent glimt ind i en verden, der ellers kun er forbeholdt brødrene selv.

Billede beskrivelse

En ung broder fik en idé

På Aalborg LigeHer.nu har vi fået lov til at få et eksklusivt kig ind i palæets stueetage.

Her bliver vi mødt af fire velklædte brødre: Kristian V. Sørensen, Klaus Refshøj, Mikkel Thrane – og så Christian Thellufsen.

Den sidste, Christian Thellufsen, skiller sig ud.

For hvor man kunne forvente grånede tindinger og livslange erfaringer, står her en 26-årig, der som logens yngste broder repræsenterer noget lidt andet.

Og det er også hans påfund, at logen nu skal åbne døren en smule for en aften, hvor interesserede – muligvis kommende brødre – kan blive lidt klogere på, hvad en loge er, og hvad det vil sige at være logebroder.

Billede beskrivelse

Et netværk for brødre med dresscode og dyder

Odd Fellow-ordenen har rødder, der går mere end 200 år tilbage i tiden, og i dag findes der loger over hele verden.

Hans Tausen-logen har selv rundet de 100, og her mødes man hver onsdag til formelle møder med fast dagsorden.

Billede beskrivelse

Brødrene kommer alle som minimum iklædt slips og jakkesæt, og her gør man sig umage for at holde traditioner, ritualer og dyder i hævd.

Hvad det nærmere indebærer, er forbeholdt brødrene selv. Men lidt kan de afsløre.

– Et af vores bærende elementer for logen er, at du skal behandle andre, som du gerne selv vil behandles. Vi skal opføre os ordentligt, groft sagt, fortæller broder Klaus Refshøj.

Det kommer blandt andet til udtryk gennem indsamlinger til velgørende formål – og gennem et generelt fokus på at udvikle sig som bedre mennesker, både individuelt og i fællesskab.

Og de er ikke alene i huset. For i palæet på Boulevarden holder også en anden broderloge til samt to søsterloger.

Døren på klem

Den 31. oktober sker der en sjælden åbning til palæet.

For en enkelt aften inviteres interesserede mænd indenfor til et unikt kig i Odd Fellows univers.

Billede beskrivelse

Her venter både comedy med Brian Mørk, ginsmagning og lidt godt til ganen – en let og uformel indgang til en verden, der normalt er lukket for offentligheden.

Arrangementet kræver billet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste