Billede beskrivelse

Børnenes Metalfestival slog gnister på Skråen

23. februar 2026 kl. 08.02

AALBORG: Skråen var søndag indhyllet i et pulserende univers af håndtegn, tunge riffs og dybe growls. 

Børnenes Metalfestival brølede sig ind i Aalborg, og det blev naturligvis en dag sprængfyldt med energi. 

Publikum blev ansigtsmalet i genrerigtige mønstre og drabeligt “tatoveret” i vandopløselige farver. 

Billede beskrivelse

Nittebælter og sorte T-shirts flød sammen, og i meet’n’greet-området kvitterede musikerne med autografer og løftede horn. 

Lydniveauet var tilpasset, så selv de yngste kunne være med, men intensiteten var alt andet end afdæmpet. Præcis som metal bør opleves.

Festivalchef Johan Tankred var da også særdeles tilfreds: 

Billede beskrivelse

- Det handler om at vise, hvad metalmusikken har at byde på. Vi serverer genren i trygge rammer og på en facon, så alle får en god oplevelse. Jeg glæder mig virkelig over et vellykket arrangement her i Aalborg. Børn og voksne har hygget sig og været en del af fællesskabet, siger han.

På scenen leverede Permanoia, Jakobe og Endarken solide, sveddryppende sæt, der fik salen til at vibrere. 

Publikum skrålede med, og de metalglade børn endte helt oppe ved scenekanten - nogle endda løftet højt til de tungeste breakdowns.

Billede beskrivelse

Festivalen kulminerede i en fælles finale, hvor publikum og musikere sammen fyldte scenen. 

Her blev der headbanget og kastet håndtegn, så selv de mest garvede metalfans måtte overgive sig.

- Vi kommer helt sikkert tilbage til Aalborg i både ’27, ’28 og ’29. Det kan jeg godt love, konstaterer Johan Tankred.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste