Børnekarneval gør status: Næsten 9000 var med til festlighederne
Solen skinnede, og Honnørkajen summede som en myretue, da tusindvis af børn og forældre lørdag deltog i Aalborgs traditionsrige Børnekarneval.
Paraden startede på Honnørkajen og sluttede i Kildeparken. I alt var 8950 med til festlighederne, oplyser arrangøren Foreningen Aalborg Karneval i en pressemeddelelse.
Parken var spækket med aktiviteter i børnehøjde – fra street art-maling og jonglering, kreative værksteder og karnevalsvogne.
Et af årets nye tiltag i Kildeparken var de små oplevelsesscener. En af dem var cirkus-scenen i børnehøjde.
En af dagens helt store musikalske oplevelser kom, da Mek Pek indtog scenen. Med klassikeren “Åh Abe” som startskud blev både børn og voksne revet med i et show fyldt med grin, dans og fællessang.
- Fællesskab og kreativitet er virkelig i højsædet på sådan en dag. Det er fantastisk at se børn og voksne være sammen om fest, leg og oplevelser – her er det umuligt ikke at blive revet med, og her kunne det jazz bare noget, udtaler Jeanett Kaare, talsperson for Aalborg Karneval.
Til næste år finder Aalborg Børnekarneval sted 16. maj.