Billede beskrivelse

Beethovens 4. symfoni og smuk violinkoncert med Aalborg Symfoniorkester

02. november 2025 kl. 16.02

AALBORG: Torsdag den 6. november byder Aalborg Symfoniorkester på en aften i de smukke melodiers tegn, når årets sidste torsdagskoncert løber af stablen. Publikum kan glæde sig til både Max Bruchs elskede violinkoncert og Beethovens lyse 4. symfoni.

Det fortæller Aalborg Symfoniorkester. 

Solist denne aften er den svenske violinist Malin Broman, der til daglig er koncertmester i Sveriges Radios Symfoniorkester. Hun fortolker Bruchs 1. violinkoncert – et værk, der med sine lyriske linjer og følelsesmæssige dybde har vundet hjerter verden over. 

Violinen bevæger sig med virtuos lethed gennem værkets tekniske udfordringer, og netop denne koncert regnes blandt de fire store tyske violinkoncerter sammen med værker af Beethoven, Mendelssohn og Brahms. Bruch skrev tre violinkoncerter, men det er den første, der stadig står som et ikon for romantisk violinkunst.

Koncerten indledes med musik af den franske komponist Louise Farrenc, som i 1830’erne skrev sig ind i musikhistorien som den første kvinde, der både blev optaget på konservatoriet i Paris og senere underviste der. Hendes varme og romantiske orkestermusik kaster et interessant lys over en komponist, der fortjener langt større opmærksomhed.

Efter pausen venter Beethovens 4. symfoni – et værk, som ofte beskrives som hans mest optimistiske og elegante. Musikken sprudler af energi og livsglæde, trods det at komponisten på dette tidspunkt stod midt i kampen med sit begyndende høretab. 

Støtten fra samtidens adel gav ham både ro og inspiration, og symfonien kan tolkes som et udtryk for håb og livsmod midt i modgang.

Aftenens dirigent er ligeledes Malin Broman, der i stigende grad markerer sig som kunstnerisk leder og dirigent. Udover sin faste stilling i Sveriges Radios Symfoniorkester, har hun opbygget en omfattende international karriere både som solist og som kammermusiker. Hun spiller blandt andet på en Stradivarius-violin fra 1709, venligst udlånt af Järnåker-fonden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste