Andreas Bo ruller ind i kulturcenteret
AALBORG: Nogle mener, at vi bliver rundere med alderen – både fysisk og mentalt. Det har Andreas Bo sat sig for at undersøge – helt uden sikkerhedsnet.
Lørdag den 20. marts 2027 indtager han Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) med sit spritnye comedy-show RUNDT, og lover skarpe pointer, satiriske svirp og latter, der kan mærkes i mavemusklerne dagen efter.
Andreas Bos nye comedyshow RUNDT bliver hans sjette solo-show i rækken, og denne gang tager han publikum med på en hæsblæsende rundtur i tilværelsens store og små spørgsmål.
Er det sandt, at vi bliver blødere med tiden? Eller bliver vi bare mere kontante på nye måder? Og kan man stadig være hård på den fede måde, når noget eller nogen skal igennem det komiske maskineri?
Det er nogle af de spørgsmål, Andreas Bo tager et humoristisk indblik i, når han går på scenen i AKKC’s Europahallen lørdag den 20. marts 2027 kl. 19.00.
Rundt i manegen – og rundt på gulvet
Publikum kan se frem til en aften, hvor ingen går Andreas Bos næse forbi.
Med sin velkendte blanding af comedy, satire og de helt uventede “knald i låget”-øjeblikke vender han blikket både indad og udad.
Som altid er det ikke kun ham selv, der står for skud.
Ung, gammel, mand, kvinde – eller ingen af delene – alle kan forvente en kærlig, men kontant behandling, når Andreas Bo tager livtag med tidens tendenser, vores fælles vaner og alt det, vi bilder os ind, at vi har lært.
Fra HÅR(D) til RUNDT
Andreas Bos seneste show HÅR(D) spillede for fyldte sale fra Gedser til Skagen, og i Aalborg blev der også sat et ekstrashow på plakaten.
I RUNDT skrues der endnu en gang op.
For er det virkelig fremskridt at blive mere medgørlig og overbærende, eller risikerer vi at miste os selv undervejs? Det er netop i den balancegang, at det nye show finder sin nerve.
Publikum kan se frem til en rundkørsel i Andreas Bos rundtossede hjerne. Helt uden skiltning, men med masser af vildveje, skæve afkørsler og muntre omveje. Kort sagt bliver det en aften, hvor latteren tager nogle sving, man ikke så komme.
Billetter til Andreas Bo - RUNDT er nu til salg og kan købes hos AKKC.