Billede beskrivelse

Aalborgs største og vildeste Halloween-løb vender tilbage

22. oktober 2025 kl. 11.01

NØRRESUNDBY: Når mørket falder på omkring Stigsborg og Verdens Ende den 29. oktober, er det igen tid til Aalborgs største og vildeste løbetur - Halloween Løbet 2025.

I tidsrummet mellem klokken 18 og klokken 21 vil stisystemerne være fyldt med udklædte skuespillere, klar til at skræmme de 400 deltagere, som tør løbe afsted.

- Hvis man luft­er hunden i området den aften, skal man ikke blive forskrækket, hvis en zombie springer ud fra buskadset. Det er blot vores skuespillere, som hjælper med at skabe stemningen for løberne, lyder det fra Bo Bach Dam Trige, der er indehaver og direktør i BridgeRunner og BridgeEvents, som er arrangørerne bag eventet.

Det vildeste nogensinde

Det hele starter og slutter i den eftersigende hjemsøgte garage hos Skovvejs Auto på Thistedvej 110 i Nørresundby.

Herfra sendes deltagerne ud på den 5,3 kilometer lange rute, gennem mørke stier og uhyggelige omgivelser. Her kan man vælge at tage turen flere gange, ligesom man også er velkommen til at tage den gående.

- Løbet bliver det absolut vildeste, vi nogensinde har lavet. At vi har trukket LejeDisco.dk med som medarrangør, har løftet det visuelle udtryk til helt nye højder. Alle deltagere kan godt glæde sig til en kæmpe oplevelse på de mørke stier omkring Lindholm og Verdens Ende, siger Bo Bach Dam Trige.

Billede beskrivelse

Efter løbet vil der være halloween-medaljer og varm suppe i den 'forladte' garage blandt zombier og klovne.

Løbet har plads til 400 deltagere, og der er i skrivende stund 270 pladser tilbage.

Prisen er 200 kroner og tilmelding sker på: sportstiming.dk/event/16520 - frem til den 29. oktober.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste