Aalborg Karneval har lyttet til sine gæster: Her er årets program på Stjernescenen
"Vi har lyttet til jer! Et af de mest efterspurgte ønsker fra Aalborg Karnevals gæster er bedre mulighed for at planlægge dagen i Kildeparken - og nu sker det".
Sådan lyder starten på en pressemeddelelse, som Aalborg Karneval netop har sendt ud.
Og budskabet er ikke til at tage fejl af.
- For mange er det vigtigt at få det meste ud af dagen. De planlægger forfesten med morgenmad, hvor de skal starte i paraden, hvem de skal gå med og ikke mindst hvad de er udklædt som. Men de vil også rigtig gerne planlægge den sidste del af karnevalsoplevelsen i Kildeparken, siger Jeanett Kaare, der er talsperson for Aalborg Karneval.
Hun understreger, at de angivne tider alle er estimerede, men ud fra dem "kan karnevalisterne nu planlægge hele deres dag og sikre, at de oplever deres favoritartister", understreger Jeanett Kaare.
Aalborg Karneval forventer, at over 100.000 mennesker tager del i paraden i år.
I Nørresundby starter den kl. 10, på Østerport kl. 10:30 og fra Vestbyen bevæger den sig afsted fra kl. 11.
Kildeparken åbner kl. 11 og lukker igen kl. 23.
- Vi ved, at mange ser frem til årets fest, og billetsalget går strygende. Vi opfordrer derfor alle til at komme tidligt for at få den fulde oplevelse af dagens program, siger Jeanett Kaare.
Det er stadig muligt at købe armbånd til årets karneval. Det kan ske via Aalborg Karnevals hjemmeside.
Du kan desuden læse mere om et nyt armbåndskoncept i artiklen her: