720 børn var til vellykket påskestævne
Selv om vejrguderne ikke just bidrog, så lykkedes det alligevel Vestbjerg Idrætsforening at afvikle et vellykket fodboldstævne for de 4 til 10-årige.
Påskesøndag løb den første udgave af VIFFER Mikro Cup af stablen med 105 hold fra hele Nordjylland på deltagerlisten.
Cirka 720 små fodboldspillere tonsede rundt i jagten på mål, klapsalver og gode oplevelser på en dag, hvor der ikke var fokus på resultater.
- Det har alene været hensigten at skabe fodboldglæde, fortæller stævneleder Michael Mark.
- Vi har ønsket at lave et arrangement for alle uanset niveau. Der er ikke spillet om point eller finalepladser. Alle har fået medaljer og samtlige hold har modtaget en pokal, tilføjer Michael Mark.
Han har sammen med Rasmus Gadensgaard været primus motor for stævnet. - Vi satser på at gøre det til en årlig tradition. Den store tilmelding har været overvældende og det lover godt for fremtiden. Så mon ikke vi vender tilbage med endnu en VIFFER Mikro Cup igen næste år, lyder det fra Rasmus Gadensgaard.
Arrangementet var i øvrigt krydret med diverse øvrige indslag. Blandt andet kunne deltagerne få målt skudhastigheden, ligesom en hoppeborg stod til rådighed i pauserne mellem kampene.