70 koncerter for syv årtier: Poul Krebs besøger Aalborg på Danmarksturné
Når Poul Krebs runder de 70 år, markeres det med både et nyt album og en landsdækkende jubilæumsturné bestående af 70 koncerter – den største i karrieren.
Den 27. marts 2026 kl. 20.00 spiller han i Koncertsalen i Musikkens Hus.
Det fortæller Musikkens Hus.
Det, der startede som en vild idé, er nu blevet til virkelighed. Med turnéen sættes der fokus på det, som altid har været kernen i musikken: fællesskabet.
Uanset om det er foran tusindvis af publikummer eller i intime rammer, formår Poul Krebs at skabe nærvær og fællessang med sit publikum.
Netop dette fællesskab danner også grundlaget for det nye album "Fuldtidsforhåbninger", hvor friske fortællinger møder den samme varme og autenticitet, der har præget musikken gennem årtier.
Det bliver en aften i musikalsk fællesskab – med nye sange og elskede klassikere – når jubilæet fejres i Koncertsalen.