Billede beskrivelse

400 handelselever speeddatede i AKKC

07. februar 2026 kl. 06.02

AALBORG. Torsdag formiddag var der lagt op til den helt store omgang Kirsten Giftekniv i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Her var omkring 400 handelselever mødt op for at ”speeddate” forskellige virksomheder for forhåbentligt at finde den helt rigtige elevplads til dem - og for virksomhederne at finde den helt rigtige elev.

Til karrieredagen, som speeddating-arrangementet egentlig hedder, havde eleverne mulighed for at gå rundt og besøge mange forskellige stande, hvor virksomhederne hver især kunne fortælle om dem selv, og hvad de kunne tilbyde en elev ved deres virksomhed.

Efterfølgende havde eleverne også mulighed for at stille spørgsmål til virksomhederne. Det synes Malene Madsen fra Stark har været et godt møde med handelseleverne.

- Jeg synes egentlig, at eleverne har været nysgerrige og ville høre noget mere om, hvad det vil sige at hedde Stark, Hvad er det, vi laver? Hvordan kunne en hverdag se ud? Det er det, jeg fornemmer, der fylder meget for eleverne.

Malene Madsen er kommet for at finde 65 nye elever til Stark.

- Vi vil gerne skabe noget nysgerrighed og fortælle lidt om, hvem vi er, og hvorfor man skal kigge vores vej, hvis man gerne vil have en god uddannelse i bagagen.

- Så for os handler det rigtig meget om awareness og at give noget indblik i, hvad vores branche kan.

Og selvom det er en god mulighed for, at virksomhederne kan sælge sig selv som elevplads, er der også et vigtigere perspektiv i det for Malene Madsen.

- For os betyder det jo også noget, at vi ved, at om fem til ti år står vi og mangler arbejdskraft. Så kan vi være med til at uddanne den fremtidige arbejdskraft hos os, så gør vi meget gerne det.

Billede beskrivelse

En af dem, der også var kommet for at gøre reklame for en elevplads, var Kristian Ingvardsen, der har været elev i Stark i halvandet år.

- Jeg synes, det er et fedt setup, fordi det kan være svært, når man snart er færdig på skolen. Verden er stor, og der er mange muligheder, så her kan man blive præsenteret for alle de muligheder, der er, og hvilke retninger, man kan gå.

Udover speeddating var der også et fælles oplæg for handelseleverne med Aalborg-iværksætteren Jakob Rønd Kristensen, der står bag Bland Selv Frø, som fortalte om sin egen historie som iværksætter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste