Et julemarked med flere nyheder

Julemanden har fået et helt nyt hus - og i en stor hytte kan man nu slå sig ned og nyde julens glühwein

17. november 2017 kl. 15.37
Opdateret kl. 16.36

AALBORG: Tradition med et gran af fornyelse.

For mange er det indbegrebet af julen - også på julemarkedet, der nu er åbnet på Gammeltorv.

- Jeg er glad for, at vi igen kan tilbyde en del udenlandske varer. Vi vil gerne have et marked med et europæisk præg, jeg er meget inspireret af julemarkederne i Tyskland, siger Flemming Thingbak, der er direktør i Aalborg City.

En af årets nyheder er helt i tråd med den tankegang.

- Vi har lejet en stor glühwein-hytte i Tyskland, når folk har handlet, kan de slå sig ned i hytten og drikke et glas vin, siger han.

- Det er rustikt og autentisk, man kan sidde på træbænke med skind, som man kender det fra blandt andet Østrig.

En anden nyhed glæder nok især børn og andre barnlige sjæle;

Julemanden og alle hans gæster får mere plads, manden højt fra nord har fået et helt nyt hus. Det bliver indviet i morgen, lørdag, når han ankommer med skib til Aalborg.

Traditionen tro er der også juletræer, drillenisse og juleboder.

- I år oplever vi, at der er interesse for mere plads end bare en enkelt hytte, siger Flemming Thingbak.

- Den hollandske ostemand har tre hele hytter, og jeg er også glad for, at vi har fået en endnu større slagerhytte end tidligere.

Den bemandes af Bitten Slagter fra Onsild, der for nylig vandt konkurrencen om at lave den bedste sylte i Nordjylland.

Sidste år besøgte op mod 200.000 gæster julemarkedet.

- Jeg forventer minimum det samme antal i år, men det kommer an på vejret, siger Flemming Thingbak.

Julemarkedet på Gammeltorv er åbent alle dage til og med 23. december.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste