Et hem´ligt teater fylder 30
Det fejres med en jubilæumsforestilling om teatret selv
AALBORG: Øvesalen hos Det Hem´lige Teater i Kjellerupsgade emmer af koncentration sådan en helt almindelig onsdag aften. Truppen er i gang med at øve på den jubilæumsteater-koncert, der har premiere lige om lidt.
Rammen er sat. Vi er 30 år tilbage i 1988. To unge piger taler begejstret om, at de skal i gang med at uddanne sig i København - alt for langt væk fra Det Hem´lige Teater, der først lige er åbnet og har sådan brug for de unge.
En anden ung skuespiller, spillet af Kamilla Juul Olesen, synger trist og frustreret Oasis-klassikeren “Don´t leave in anger,” og så er historien i gang.
De unge skuespillere er godt i gang med at fortælle deres egen historie .... og historien om hundredvis af unge før dem. Som den strækker sig fra 1988 og frem til nu. Det gør de i en opsætning, der er skrevet af en gruppe fra Det Hem´lige Teater, og som indeholder både skuespil, sang og dans.
– Giv lidt mere af dig selv, siger instruktøren, og de unge skuespillere tager en dyb indånding og prøver igen.
– Sådan. Meget bedre, roser instruktøren.
Og mens der i pausen kommer blus på smøgerne udenfor, kommer der også gang i fortællingen om teatret. Hvor meget, det betyder for dem hver især. Om glæden over at være del af et fællesskab, hvor man kan være den, man er.
– Vi har alle noget i rygsækken, siger en.
– Mine forældre er stadig taknemlig over, at jeg fandt det her fællesskab, siger en anden.
Hun understreger dramatisk:
– Jeg kunne jo være blevet AK81´er eller sådan noget, ikke.
– Jeg er lavet lige her oppe på loftet, siger en tredje og latteren ruller mellem teatrets gule mure.
Alle ved nemlig, at babyer, der er kommet til verden, mens begge forældre har været tilknyttet teatret, er noget helt særligt.
Kamilla Juul Olsen har været med en årrække.
– Jeg var 15 år og usikker på alting, men jeg ville gerne spille teater, og så var det min mor havde hørt om det her sted, siger 23-årige Kamilla Juul Olesen, der har en stor drøm om at uddanne sig til skuespiller.
Leder Pia Bredow har været en del af teatrets ledelse siden 1992, og hun er ikke i tvivl om, at man allerede ved teaterets grundlæggelse fik lagt den helt rigtige grundsten.
– Der var nok flere før i tiden, der brugte det som springbræt til en karriere i teaterverdenen. I dag bruger de unge det som et kreativt fristed, fortæller hun, mens gryden med skuespillertruppens aftensmad sender dufte ud i rummet ovenpå salen, hvor en flok unge sidder med bærbare og laver lektier.
– Hem´ligt rimer på hjemligt, og sådan har det altid været, smiler hun.
– Og de unge, der kommer her, ved, at min dør altid står åben, hvis der er noget, der er lidt svært.
Gitte Aagaard, der er instruktør på har været væk noget tid, men er nu tilbage for at instruere jubilæumsforestillingen.
– For hvem skulle dog ellers gøre det, skæmter Pia Bredow.
Gitte Aagaard smiler.
– Til vores jubilæumsreception mødte jeg faktisk en, der var med fra starten, og jeg bed mærke i, at han sagde, at stemningen på stedet har var præcis som for 30 år siden. Det synes jeg meget godt underbygger, at vi havde fat i noget rigtigt, siger hun.
Der er premiere på “Det os” allerede i weekenden, og stykket spiller frem til 24. november.