Erfarne frisører bag ny salon
Cosmo Aalborg på Hobrovej er lige åbnet
AALBORG: To energiske og erfarne frisører, 40-årige Britt Buus og 48-årige Annette Uhler, står bag salonen Cosmo Aalborg, der netop er åbnet i flotte lokaler på adressen Hobrovej 76.
- Vi har brugt meget tid og mange kræfter på at renovere lokaliteterne, hvor en bandagist tidligere havde til huse, og vi er meget tilfredse med det færdige resultat, fortæller de.
- Det er blevet en salon med masser af plads, ro og et fint lysindfald. At der er gratis parkeringspladser umiddelbart foran salonen, er naturligvis en ekstra gevinst og en behagelighed for vore kunder, siger Annette Uhler.
De to indehavere har kendt hinanden i mange år, og mødtes da Britt Buus startede som elev i Art Of Hair, hvor Annette Uhler var ansat. De arbejdede her i henholdsvis 12 og 26 år, og begge som konkurrencefrisører.
- Den del er det slut med. Nu er vi gået sammen om at skabe en salon, hvor det handler om at sætte kunden i fokus. Vi arbejder benhårdt på, at kunderne får en totaloplevelse hos Cosmo Aalborg, hvor der satses på velvære, ro og god tid. Vi lægger stor vægt på faglig dygtighed og god vejledning, pointerer Annette Uhler.