Billede beskrivelse

Er du verdens bedste med en papirflyver?

I morgen er der kvalifikationsstævne til verdens største papirflyverkonkurrence

10. marts 2022 kl. 15.37

AALBORG: Har du en ven, der er super skarp til at folde en virkelig hurtig papirflyver?

Eller folder du selv et A4 så godt, at det er dit mesterværk, der flyver længst væk eller holder sig svævende i længst tid? Så er tiden sandelig kommet til at dit talent skal frem i lyset.

I morgen er der nemlig kvalifikationsstævne til verdens største papirflyverkonkurrence, Red Bull Paper Wings. Det foregår på AAU Create i Aalborg, skriver Red Bull i en pressemeddelelse.

Der skal konkurreres i disciplinerne Airtime, hvor det gælder om at få papirflyet til at være i luften i længst tid, og Distance. Her gælder det om at flyve det længste antal meter.

Vinderne går videre til landsfinalen, som bliver afholdt i København 26. marts.

Herfra går vinderne videre til World Finals i Salzburg. Red Bull Paper Wings bliver kun afholdt hvert tredje år, så det er altså nu, du skal finde printerpapiret frem og folde, hvis du skal være papirflyvningsmester.

Konkurrencen på AAU Create er det sjette af syv kvalifikationsstævner fordelt over hele landet.

Du kan deltage eller være tilskuer til kvalifikationsstævnet fredag 11. marts klokken 16.00 på AAU Create, Rendsburggade 14, 9000 Aalborg C.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste