Er du til gys eller grin? Landets bedste forfattere tager ordet i Nordkraft
Du kan blandt andet glæde dig til at høre Jussi Adler-Olsen, der står bag Afdeling Q-serien
AALBORG: “Hold kæft, hvor ser du godt ud i dag”.
Hvis du er startet dagen med sådan et kompliment, kender du måske også til, hvordan ord kan sprede sig som glæde nede i maven. Ordet kan gøre indtryk, gør ondt eller give dig en dejlig følelse.
Og det er lige netop ordets kraft, som der hyldes på festivalen Ordkraft i Nordkraft 7.-9. april.
Her kommer et lille udpluk af årets program, når nogle af landets bedste forfattere kommer til Aalborg. Der kommer til at være talks på programmet, som du uden tvivl ikke vil misse.
Jussi Adler-Olsen
Hvem der bare kunne snige sig ind i hovedet og tage plads med en stor omgang popcorn inden i hovedet på Jussi Adler-Olsen.
Hans krøllede krimi-hjerne har skabt karakteren Carl Mørk, som er den vævende politibetjent i Afdeling-Q-serien om gamle mordgåder, der bliver optrevlet.
"Kvinden i buret", "Fasandræberne" og "Flaskepost fra P" er blandt nogle af de titler, der allerede er filmatiseret i hans Afdeling-Q-serie.
Serien tæller allerede ni bøger, og vi kan godt glæde os til at sluge den sidste bog i rækken råt, som han har lovet kommer.
Svend Brinkmann
Svend Brinkmann er den reflekterede psykologiprofessor, der bragede igennem med sin bog “Stå fast” i 2014. Bogen var Svend Brinksmanns modsvar til tidens trend om evig omstilling og forandring.
Siden har han givet den almindelige dansker mulighed for en tur på “Brinkmans Briks” i P1-programmet, hvor han også leger med ord - lige fra hverdagspsykologi til livsfilosofi.
Janni Pedersen og Kim Faber
Kan du slet ikke få nok krimi, så er ægteparret Janni Pedersen og Kim Faber også på programmet. Sammen debuterede de som krimiforfattere i 2019 med baskeren “Vinterland”. Her kommer vi ind i en verden af ondskab, terror og magtesløshed.
Indtil videre har den stærke krimi-duo udgivet tre romaner - og er senest aktuel med “Kvæler” fra 2021.
Petra Nagel
Har du rigeligt med spænding - men trænger til et godt grin, så kan du overveje om det i stedet er Petra Nagel, du skal se på Ordkraft.
Den humoristiske selvironiske Petra Nagel hælder ud af gode råd til voksenlivet i romanen “Ting, jeg har lært, da det var for sent”. I bagklogskabens klare lys er hun omkring underlige tatoveringer, ekskærester og elendige outfits.
Som journalist er hun vant til at stå i centrum for sine egne fortællinger, og giver dig let adgang til hendes krøllede hjerne og sjove hverdagsbetragtninger.
Udover de her fremhævede forfattere er der også en masse andre forfattere og aktiviteter, du kan glæde dig til i Nordkraft under Ordkraft-festival, der løber af stablen 7.-9. april.