Endnu en mand fængslet i voldssag
Politiets efterforskning har ført til, at tre mænd nu sidder varetægtsfængslet for overfald
AALBORG: Tre mænd sidder lige nu varetægtsfængslet efter to voldsepisoder, som fandt sted i Aalborg natten til tirsdag.
To af de fængslede blev anholdt tirsdag og fremstillet i grundlovsforhør onsdag. Her blev en tredje mand også fremstillet, men han fik blot opretholdt anholdelsen indtil fredag - og han er nu på fri fod igen.
- Han valgte at forklare sig, og det betød, at han kunne løslades. Til gengæld har vi så anholdt en mand, som vi mener er den rigtige, tredje gerningsmand, oplyser efterforskningens leder, politikommissær Kenneth Rodam fra Nordjyllands Politi.
Denne person blev fremstillet i grundlovsforhør torsdag, og her blev han varetægtsfængslet indtil 14. juni.
Begge grundlovsforhør foregik bag lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning, så der må ikke refereres yderligere fra dem.
Men det skulle altså være sikkert, at politiet nu mener at have fat i alle tre formodede gerningsmænd.
Ved den ene af de to voldsepisoder blev en 24-årig mand slået med knytnæve i ansigtet. Her var der tale om to gerningsmænd. Senere samme nat blev en 22-årig kammerat til det første voldsoffer også udsat for vold. Det skulle angiveligt være med de to samme gerningsmænd samt en tredje mand. Den 22-årige blev både slået og sparket, og så blev han stukket i balleregionen med en kniv eller anden spids genstand. Derfor lyder sigtelsen på kvalificeret vold.