En weekend med de bedste tilbud
Tip til en god weekend i byen
Det er sidste weekend i måneden, hvor du sandsynligvis ikke allerede har lagt planer, der vedrører jul eller nytår. I denne uge har jeg valgt at fokusere på tre vidt forskellige arrangementer, som endnu engang stadfæster den kulturelle diversitet Aalborg stolt repræsenterer. Fredagen er for de hårde hunde, der elsker høj musik og beundrer den kontrast man kan finde i samfundets forskellige kroge. Lørdag er malerisk, hvor du både kan lade dig inspirere, og skabe dit eget værk ved Utzon Centeret, og søndag kan du slutte weekenden med en fortryllende oplevelse, i den gode sags tjeneste, ved Aalborg Teater.
Rigtig god weekend!
Traditionen tro holder Platform4 fredagsbaren åben, hvor du kan komme ned og få fugtet ganen, inden weekenden for alvor går i gang. Når humøret først er højt, er der mulighed for at få en oplevelse i særklasse nede på 1000Fryd, hvor tre instrumental-bands tordner weekenden i gang.
Eigengrau er en kvintet fra Aarhus, der eksperimenterer med det usagte, som opstår i mødet mellem afsender og lytter. Lange numre med mærkværdige lydlandskaber, fremkalder lytterens subjektive associationer, der på baggrund af den udeladte lyrik, vil være forskellig fra lytter til lytter. Du kan lytte til Eigengraus musik her: https://eigengrauofficial.bandcamp.com/track/wound
AEDRA er en lokal power-trio, som består af guitar, bas og trommer. Efter en lang pause på fire år er gruppen nu klar til at lade deres dystopiske kompositioner udfolde sig på en af Aalborgs mest sagnomspundne scener. Du kan lytte til AEDRAs musik her: www.aedra.bandcamp.com/album/somatopagnosia
Sodium har taget turen helt fra Lübeck i det nordlige Tyskland, hvor det post-hardcore band, tilbage i efteråret, udgav deres debut fuldlængde-plade "Odyssey". Efter en velspillet tour i hjemlandet, med afbræk til Østrig og Tjekkiet, er de nu parat til løfte 1000fryds tag med galskab, når deres hårdtslående, samfundskritiske vanvidsmusik spiller hele huset brandvarmt.
Du kan høre Sodiums musik her: https://sodiumcrust.bandcamp.com/album/odyssey-2
Billetter til arrangementet koster 50 kr. og kan købes i døren, eller på 1000Fryds hjemmeside.
Gennem de sidste år har flere af byens grå gavle fået et prydende ansigtsløft, i form af store flotte kunstværker - Streetart.
Indtil for ganske få år siden blev det meste af graffiti-traditionen betragtet som ulovlig af den brede befolkning, men med tiden har kunstformen forvandlet sig fra sociale statements på togene i New York, til allemandseje i byrummet. Rundt omkring i verden har kunstnere og kunstinteresserede fået deres sind i kog over hede debatter, der gik i dybden med hvornår et pågældende værk kunne defineres som street art eller hærværk, men uanset hvad du måtte mene, har du nu muligheden for at blive streetart-kunstner for en dag.
Det sker denne weekend i Utzon centeret, hvor du kan opleve Surface-udstillingen af Søren Solkær. En stor fotoportrætprojekt, der tager dig helt tæt på street art som kunstform og kunstnerne bag.
Mellem 2012 og 2015 rejste Søren verden rundt og portrætterede mere end 135 street art-kunstnere i bl.a. Aalborg, Berlin, Sydney, Los Angeles m.fl. Udstillingen er utrolig fascinerende og er en af de oplevelser man med stor fornøjelse kan opleve flere gange - uden man bliver træt af det. I forbindelse med udstillingen holder Utzon Centers kreative rum åbent fra 10-16, hvor du kan prøve kræfter med graffitiens "paste up"-kunst, og lave dit eget værk.
Det koster almindelig entré.
Ugens sidste dag kan opleves i den gode sags tjeneste, når Aalborg teater slår dørene op for et fornemt indsamlingsshow med Niels Hausgaard, The Souvenirs, Jonny Hefty m.fl.
Julen er lig med hygge, gaver, samvær, nærvær og tid til familien, børn og voksne der fejrer hjerternes fest. Sådan er det desværre ikke for alle verdens børn og i den anledning har Aalborg Teater valgt at gøre en forskel for børn på flugt. Der vil både være et show med musik, sang og underholdning samt en efterfest, hvor både børn og voksne er hjertelig velkomne.
Alle billetindtægter går ubeskåret til Red Barnets Børnekatastrofefond, som bl.a. hjælper med mad, rent drikkevand, medicin og tøj til børn på flugt. Derudover vil der også være mulighed for at aflevere børne- og legetøj ved teatret på dagen. Billetter kan købes på Aalborg Teaters hjemmeside.