Fårup Sommerland har haft travlt med at pynte parken, med lamper og højttalere, forud for årets udgave af Lysfald. Arkivfoto: Martin Damgård
Efteråret i Fårup byder på Høstfest og Lysfald
FÅRUP: Efteråret kan være gråt og trist, men der er i hvert fald ét sted, hvor årstiden er synonym med lys og liv.
I Fårup Sommerland er det nemlig tid til Lysfald, hvor skoven og forlystelserne bliver lyst op med flot lys.
Du kan opleve Lysfald i hele efterårsferien fra klokken 16.30 til 21.30, hvor lyset tændes 18.30.
I år vil Lysfald være en fortolkning af en nytårsfest i lys og lyd. Det bedste er, at forlystelserne ikke lukker, så du kan stadig prøve alle rutsjebanerne, indtil parken lukker.
I efterårsferien byder Fårup også på Høstfest med masser af aktiviteter for hele familien. Parken er pyntet op, og der er tændt op med bål. I løbet af ferien kan bedsteforældre også tage børnebørnene med til en særpris.